Analytiker efter ny Mærsk-opjustering: "Det er svært at se hvornår gunstigt fragtmarked stopper"

Rederi- og logistikgiganten har endnu en gang opjusteret forventningerne til 2021. Analytiker er ikke overrasket, men har svært ved at se, hvornår de gunstige markedskonditioner stopper.
Foto: Nanna Navntoft
Foto: Nanna Navntoft
AF MARKETWIRE

Det er svært at se, hvornår det gunstige marked for containerfragt stopper, og derfor er det langt fra en overraskelse, at shippingkoncernen A.P. Møller-Mærsk opjusterer forventningerne til 2021.

Det er meldingen fra senioranalytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen oven på selskabets tredje opjustering i år.

Den seneste opjustering faldt for knap syv uger siden.

"Opjusteringen i sig selv er ikke den store overraskelse, og situationen på markedet er ikke blevet bedre, snarere tværtimod," siger han til MarketWire.

Mærsk opjusterer sine forventninger til 2021 og venter nu et driftsresultat før af- og nedskrivninger på 22-23 mia. dollar mod tidligere ventet 18-19,5 mia. dollar.

Samtidig løftes forventningerne til EBIT-resultatet til 18-19 mia. dollar fra tidligere 14-15,5 mia. dollar.

"De 22-23 mia. kr. er stærkt, men også et vidne om den usædvanlige situation på fragtmarkedet," siger Mikkel Emil Jensen.

Raterne i spotmarkedet på SCFI-indekset satte i sidste uge rekord for 18. uge i træk.

"Det er primært de høje fragtrater, der driver det, og lige nu fortsætter de sin himmelflugt. Og det er svært at se, hvornår det stopper. Nultolerancen over for coronavirus i Kina betyder, at der blot skal et smittetilfælde til i landet, før man lukker en havn ned på ny," tilføjer han.

Det vil betyde nye forstyrrelser på linje med dem, der er set i og omkring Ningbo tidligere på året. Sammen med den høje efterspørgsel, som ifølge Mikkel Emil Jensen langt fra er på vej til at aftage, kan det skabe nye ratestigninger.

De høje fragtrater har sat rekord uge efter uge, og ser kun ud til at fortsætte. Både Mærsk og konkurrenterne har meldt ud, at markedet ikke ser ud til at blive normaliseret før tidligst i 2022.

Mikkel Emil Jensen vil derfor heller ikke afvise, at fragtmarkedet kan blive endnu vildere, især hvis efterspørgslen ikke køler ned. Derfor er det heller ikke utænkeligt med endnu en opjustering.

"Jeg vil være forsigtig med at afvise, at det er den sidste," siger han.

Mærsk opjusterer desuden de frie pengestrømme for hele 2021 til "mindst" 14,5 mia. dollar mod tidligere mindst 11,5 mia dollar, mens forventninger til CAPEX for 2021-2022 fortsat er i omegnen af 7 mia. dollar.

Rederiet justerer også forventningerne til tredje kvartal, hvor der nu ventes et EBITDA på omkring 7 mia. dollar og et EBIT på omkring 6 mia. dollar.

Mærsk B-aktien stiger 0,5 pct. til 20.020 kr.

Det er første gang, at aktien passerer 20.000 kr.

Mærsk opjusterer forventningerne til 2021 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også