Trods ambitioner om diversitet blev DSV's tredje direktionsmedlem også en mand

DSV er i de senere år vokset eksplosivt, og det har krævet ekstra "hestekræfter" i direktionen, fortæller topchef Jens Bjørn Andersen til MobilityWatch efter direktionsudvidelse. Men selv om han lægger vægt på at sikre diversitet, var Michael Ebbe den bedste kandidat til posten som ny finansdirektør. Dermed består direktionen fortsat kun af mænd.
Jens Bjørn Andersen, topchef i DSV | Foto: Lars Krabbe/Foto: Lars Krabbe/Ritzau Scanpix
Jens Bjørn Andersen, topchef i DSV | Foto: Lars Krabbe/Foto: Lars Krabbe/Ritzau Scanpix

I DSV vil man gerne sikre en bedre diversitet. Det gælder både på højt og lavt niveau, og så sent som i 2020 igangsatte selskabet nye initiativer for at understøtte mere mangfoldighed.

For de lavere rangerede ledere i DSV var fordelingen ved årsregnskabet for 2020 66 pct. mænd og 34 pct. kvinder, og her vil selskabet gerne have en bedre balance.

Ser man på den øverste del af den daglige ledelse, har der dog udelukkende været mænd i direktionen, som indtil i dag har bestået af topchef Jens Bjørn Andersen og finansdirektør Jens Lund.

I forbindelse med tirsdagens kvartalsregnskab blev den hidtidige vice-finansdirektør Michael Ebbe dog udpeget som nyt medlem af direktionen og som ny finansdirektør, mens Jens Lund overgår til en rolle som driftsdirektør.

Dermed bliver der tale om en direktion, der fortsat alene vil bestå af mænd - og det selv om DSV ved afslutningen af 2020 skrev, at bestyrelsen ved en eventuel udskiftning af direktionsmedlemmer ville "tage diversitetsparametre i betragtning" sammen med andre forhold som erfaring, færdigheder osv.

MobilityWatch har spurgt topchef Jens Bjørn Andersen om direktionsændringen og om, hvorfor man trods diversitetsambitionerne alligevel ender med en direktion bestående udelukkende af mænd.

Den bedste kandidat

Jens Bjørn Andersen forklarer først udvidelsen af direktionen med, at DSV i de seneste år er vokset massivt. Da han tiltrådte i 2008, lød omsætningen således på 36 mia. kr. Alene i tredje kvartal i år er den på næsten 50 mia. kr.

"Så vores virksomhed er blevet markant større og meget mere kompleks. Så en direktion på to mennesker vurderede vi ikke var hensigtsmæssigt. Det gjaldt om at få flere hestekræfter ind og få frigivet Jens Lund, som over tid har bevæget sig i en mere operationel retning," siger han og nævner, at Jens Lund fremover bl.a. skal bruge flere kræfter på digitaliseringen af DSV.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Som afløser faldt valget altså på Michael Ebbe, som har lang erfaring fra selskabet, og som ifølge Jens Bjørn Andersen kan løfte opgaven.

På spørgsmålet om, hvorfor det ikke i stedet blev en kvinde, der - diversitetsambitionerne taget i betragtning - skal overtage finansdirektør-posten, svarer han:

"Det er, fordi den bedste person, vi overhovedet kunne finde, var Michael. Havde det i stedet været "Michaella", så var det blevet hende. Men nu var det tilfældigvis sådan," siger han og tilføjer:

"Men vi vil gøre rigtig meget for at opfylde diversitetsmål, som vi sætter os. Det har dog nok været en tand for tidligt i processen. Det handler jo om, at man skal dyrke talentet nedefra."

Han medgiver, at DSV også kunne have valgt at lede efter en finansdirektør-afløser eksternt, hvis man ikke mente, at der var interne kvindelige kandidater.

"Men der har vi vurderet, at der er flere fordele ved at hæve Michael - som er en eksisterende, solid og stærk kandidat - og derved fortsætte vores kultur med at give vores medarbejdere chancen, når der opstår nye muligheder."

Men hvis man vil diversiteten, må man vel nogle gange kigge bredt og rent faktisk rykke på det, når man har muligheden, som I jo havde her?

"Nu ligger det jo i sagens natur, at det ikke er mig, der bestemmer, hvem der skal være i direktionen i DSV, da det indebærer mig selv. Så det er et spørgsmål for bestyrelsesformanden og vores nomineringsudvalg, der har valgt at indlemme Michael i direktionen," indleder Jens Bjørn Andersen.

"Men jeg vil gerne sige, at jeg støtter det fuldt ud, og at vi har haft en tæt dialog omkring det."

Mens DSV's direktion altså alene består af mænd, er den otte personer store bestyrelse i selskabet sammensat af fem mænd og tre kvinder. Formand er Thomas Plenborg.

DSV gjorde overraskende fund i GIL's maskinrum: "Det er lidt usædvanligt" 

DSV Road havde beskeden fremgang i driften i tredje kvartal 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også