DSV-chef efter mistet Vestas-aftale: "Det har ikke været den rigtige aftale for nogen af os"

Mærsk er ny primær logistikpartner hos vindmølleproducenten Vestas og overtager dermed rollen fra DSV. "Det er aldrig sjovt at tabe," lyder det fra DSV-chef, mens analytiker ser den nye aftale som et kvalitetsstempel af Mærsk.
Foto: Bidstrup Stine/Ritzau Scanpix
Foto: Bidstrup Stine/Ritzau Scanpix

Onsdag morgen kunne Mærsk og Vestas annoncere, at Mærsk fra 2022 skal være vindmølleproducentens primære logistikpartner.

Dermed er der endnu et slag til DSV, der i januar 2020 indgik en treårig aftale med Vestas, som gjorde speditionsselskabet til selskabets eksklusive logistikpartner.

Flemming Ole Nielsen, der er executive vice president hos DSV, bekræfter således overfor MobilityWatch, at partnerskabet mellem Mærsk og Vestas rammer DSV.

"Den del Mærsk nu vinder, den taber vi. Så den konsekvens er der. Vestas bliver en mindre kunde hos os her fra den 1. januar," siger han.

I juni kunne MobilityWatch fortælle, at den tidligere eksklusive aftale mellem DSV og Vestas blev ændret, så DSV ikke længere skulle håndtere den såkaldte projekttransport hos vindmølleproducenten eksklusivt.

Og den nye aftale er i høj grad en konsekvens af, at aftalen mellem DSV og Vestas blev mindre i juni, lyder det fra Flemming Ole Nielsen, der tager nederlaget med oprejst pande.

"Det er aldrig sjovt at tabe. Men vi er helt afklaret med det. Vi vinder kontrakter hele tiden, og vi taber desværre også engang i mellem. Der er ikke noget ekstraordinært i det for os, og omfanget har heller ikke en usædvanlig stor effekt for os," siger DSV-chefen.

Ikke interesseret i tabsgivende forretning

Da den eksklusive aftale mellem Vestas og DSV første gang blev reduceret i juni, lød det fra bl.a. analytiker i Sydbank, Mikkel Emil Jensen, der følger DSV tæt, at han ikke ville være overrasket, hvis det var DSV selv, der ville droppe dele af samarbejdet på grund af en for dårlig indtjeningsmargin.

Læs mere her: Efter reduceret DSV-aftale med Vestas: "Messi kan også godt brænde et straffe"

Om det er og har været tilfældet eller ej, vil Flemming Ole Nielsen dog ikke kommentere på.

"Vi bestræber os altid på at være konkurrencedygtige på prisen, når vi deltager i et udbud. Vi giver det, vi mener, er den rigtige pris, og det har vi også gjort hos Vestas her. Så har de fået et tilbud, de har vurderet, er bedre," siger han.

DSV-chefen erkender dog, at en aftale skal være rentabel, hvis DSV skal være interesseret i den.

"Det, der kendetegner vores branche er, at der er en hård priskonkurrence, og der er man nødt til at være konkurrencedygtige på prisen. Men det er rigtigt, at vi er ikke interesserede i at have forretning, vi ikke kan tjene penge på."

Ny aftale er kvalitetsstempel til Mærsk

I kølvandet på det nye samarbejde mellem Mærsk og Vestas lyder det fra Mikkel Emil Jensen, at der til dels er grund til, at de andre logistikselskaber nu bør holde et øje på Mærsk, som har en erklæret ambition om at bevæge sig fra et klassisk rederi til et fuldt integreret logistikselskab, der kan håndtere hele kundens forsyningskæde.

"Jeg er sikker på, at de holder øje med det. Samtidig er Mærsk jo også et selskab, de er i tæt dialog med til daglig, så jeg tænker, at man fra begge sider har interesse i ikke at komme for meget i clinch med hinanden," siger analytikeren med henvisning til, at Mærsk og transportselskaberne også har indbyrdes kunderelationer.

Han understreger, at Vestas-aftalen i Mærsk-regi har begrænset betydning, og han minder om, at det samlede globale transportmarked ikke er en lille størrelse.

"Man skal huske på, at det her marked er abnormt stort. Så der er plads til mange aktører, og Mærsk er stadig af en størrelse, hvor de ikke for alvor har store markedsandele," lyder det fra Mikkel Emil Jensen, der alligevel mener, at aftalen bør vække opsigt hos andre logistikselskaber.

"Aftalen her er et kvalitetsstempel af den strategi, Mærsk har lagt. Udadtil sender man et signal til andre store, globale selskaber, om at man har produkterne og løsningerne til at kunne håndtere en sådan opgave," siger han.

Ikke meget tilbage af oprindelig aftale

Tilbage hos DSV fortæller Flemming Ole Nielsen, at den aftale, der blev indgået mellem DSV og Vestas fra januar 2020 frem til udgangen af 2022, ikke ligner sig selv på ret mange punkter længere.

"Det var en helt eksklusiv aftale. Det er den ikke længere på ret mange områder. Man kan sige, at der stadigvæk er et stort samarbejde tilbage med Vestas, men det er mere på løbende udbud," siger han.

Så den kontrakt har været et nederlag, mere end det har været en sejr for DSV?

"Vi kan ikke sige, at vi har vundet, det ville være forkert. Det er en proces, hvor begge parter i fuld forståelse har været enige om, at ud fra de markedsvilkår, der har været, har det ikke været den rigtige aftale for nogen af os," slutter Flemming Ole Nielsen.

Mærsk og Vestas indgår aftale om containerfragt

DSV mister en del af eksklusiv milliardaftale med Vestas 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også