Postnord vil teste selvkørende pakkeboks

Det dansk-svenske postselskab vil undersøge, om selvkørende pakkebokse kan blive en del af virksomhedens flåde af udbringningskøretøjer.
Foto: PR/Postnord/PostNord Danmark
Foto: PR/Postnord/PostNord Danmark

Postnord har indgået et samarbejde med selskabet Holo om at teste en selvkørende bil designet som en pakkeboks.

Hos det statsejede postselskab ser man førerløs pakkeudbringning som en del af fremtidens pakkelevering, lyder det.

"Vi var blandt de første i verden til at satse på et netværk af selvbetjente pakkebokse, og det er blevet en stor succes hos danskerne. Nu tager vi et skridt mere, når vi tester, om der er også en fremtid for selvkørende pakkebokse. Det er et kig ind i fremtidens pakkelevering, og måske er det den vej, vi skal gå for fortsat at sikre en nem, effektiv og bæredygtig nethandel for alle," udtaler Stine Sander, direktør for pakkeforretningen hos Postnord, i en pressemeddelelse.

I første omgang vil den førerløse pakkelevering skulle testes på en af landets mindre øer. Det skyldes, at der ifølge Postnord fortsat er "et stykke vej til", at konceptet vil kunne fungere i tæt trafikerede bymiljøer.

Ifølge Stine Sander er forhåbningen hos Postnord, at den selvkørende pakkeboks vil køre i en fast rute med stop flere steder ved eksempelvis købmanden, en offentlig parkeringsplads og andre steder, det kan give mening.

"Det vil give endnu et leveringsalternativ for vores kunder på småøerne, som i dag ikke har en pakkeboks, og vi tror også på, at det kan bidrage til at fastholde et højt serviceniveau for vores omdeling på øerne," lyder det fra pakkechefen.

Postnord skal først have tilladelse til at teste det førerløse pakkekoncept. Selskabet forventer således, at den selvkørende pakkeboks kan rulles ud på en af landets øer i 2022.

Dansk modekoncern smider over 1 milliard efter nyt logistikcenter: Største investering nogensinde 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også