Stor udskiftning på vej i Mærsks bestyrelse

Både Mærsks bestyrelsesformand og næstformand har meldt bestyrelsen, at de ikke genopstiller.
Jim Hagemann Snabe stopper som bestyrelsesformand i Mærsk til marts. | Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Jim Hagemann Snabe stopper som bestyrelsesformand i Mærsk til marts. | Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er store forandringer på vej i bestyrelsen hos Mærsk, når generealforsamlingen finder sted til marts.

Jim Hagemann Snabe har således meddelt bestyrelsen i A.P. Møller Mærsk, at han ikke genopstiller som bestyrelsesformand, når hans nuværende valgperiode udløber den 15. marts 2022.

Det fremgår af en meddelelse fra selskabet.

Den afgående formand har været en del af Mærsks bestyrelse siden 2016 og blev valgt som formand i 2017.

”Det har været et stort privilegium at være med i genopfindelsen af denne unikke virksomhed. Fokuseringen på kerneforretningen og udviklingen af nye kompetencer inden for logistik, digitalisering og bæredygtighed har været nøglen til transformation af virksomheden,” lyder det fra afgående formand Jim Hagemann Snabe i en pressemeddelelse.

Det bliver Mærsk-arvingen Robert Mærsk Uggla, som har været en del af Mærsks bestyrelse siden 2014, der overtager posten efter generalforsamlingen.

Udover at sidde i bestyrelsen er han i dag direktør for A.P. Møller Holding A/S.

”Robert har været med hele vejen og har i sin tid i bestyrelsen spillet en helt afgørende rolle for omstruktureringen og transformationen. Tidspunktet for et generationsskifte er derfor velvalgt. Jeg ved, at Robert med dedikation vil bygge videre på det momentum, der nu er etableret og jeg ser frem til at bidrage til selskabets fortsatte udvikling i rollen som rådgiver for Robert og resten af bestyrelsen,” lyder det fra Jim Hagemann Snabe.

Også Mærsks næstformand siden 2003, Ane Mærsk Mckinney Uggla, der har været med i bestyrelsen siden 1991, har meddelt, at hun ikke ønsker at genopstille.

”Efter tre årtier i bestyrelsen er det for mig tid til at give ansvaret videre til Robert, som med sine 7 år i bestyrelsen har været en drivende kraft i udviklingen af A.P. Møller Mærsk. Dermed kan vi sikre den balance mellem kontinuitet og fornyelse, der altid har dannet grundlag for selskabets udvikling,” lyder det fra Ane Mærsk Mckinney Uggla, som har siddet i bestyrelsen siden 1991.

Marc Engel, der har siddet i bestyrelsen siden 2019 og er afgående forsyningskædechef i Unilever, er indstillet som ny næstformand.

Scan Global vil bide skeer med verdens største logistikselskaber

Mærsk har stadig lang vej mod ligestilling i ledelsen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også