Fedex vil reducere direktion og ledelse med 10 pct.

Transportvirksomheden Fedex’ topchef ønsker ifølge Bloomberg en mere effektiv organisation og varsler derfor en reduktion af virksomhedens ledelse.
Foto: Seth Perlman/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Seth Perlman/AP/Ritzau Scanpix
Af Marketwire

Den amerikanske transportgigant Fedex vil afskedige 10 pct. af koncernens direktører og ledere på verdensplan.

Det fremgår onsdag af en intern besked til pakketransportselskabets medarbejdere fra topchef Raj Subramaniam, skriver Bloomberg News.

Tiltaget skyldes den økonomiske opbremsning kombineret med nedgangen i online handel efter genåbningen i kølvandet af pandemien.

Raj Subramaniam ønsker derfor en mere ”effektiv organisation”.

”Denne proces er kritisk for at sikre, at vi fortsat er konkurrencedygtige i et hurtigt skiftende klima, og det kræver nogle svære beslutninger,” hedder det.

Med de nye besparelser vil i alt 12.000 ansatte have forladt Fedex siden juni, da Raj Subramaniam tiltrådte posten som topchef. Han har i perioden siden da identificeret besparelser for 3,7 mia. dollar i dette regnskabsår.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også