Politiet fulgte demonstrerende lastbiler ud af København

Vognmænd demonstrerede på grund af en kørselsafgift, som et flertal i Folketinget vil pålægge lastbiler.
Demonstrationen er foregået i ro og mag, oplyser politiet. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Demonstrationen er foregået i ro og mag, oplyser politiet. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

De mange lastbiler omkring Christiansborg er sent tirsdag eftermiddag i gang med at forlade området.

Det oplyser Københavns Politi.

Den demonstration, lastbilerne var en del af, er foregået i ro og mag.

Det oplyser Københavns Politi, som fortæller, at demonstranterne har opført sig ”eksemplarisk”. Også i forhold til trafikken.

”Vi har spærret Børsgade, men det har ikke givet større problemer,” siger vagtchef i Københavns Politi Henrik Svejstrup.

Børsgade har været spærret, siden demonstrationen begyndte.

Lastbilerne blev fra cirka 17.30 ledsaget af et par motorcykler væk fra området.

Det kommer til at foregå stille og roligt, lyder det fra vagtchef hos Københavns Politi Henrik Svejstrup.

”De overholder lyskryds og så videre. Myldretiden er ved at være overstået, så vi regner ikke med, at det giver de store problemer,” siger han.

Det blev tidligere tirsdag varslet, at 100 lastbiler ville køre kolonnekørsel fra Avedøre til Christiansborg for at demonstrere.

Tirsdag morgen meddelte Københavns Politi på Twitter, at cirka 100 lastbiler var på vej fra Avedøre til Christiansborg Slotsplads.

Demonstration kom på baggrund af den kørselsafgift - den såkaldte vejskat - som SVM-regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet vil pålægge lastbiler fra 2025.

Vejskatten er kilometerbaseret, fremgår det på Skatteministeriets hjemmeside. Det vil sige, at lastbilerne skal betale efter, hvor langt de kører.

Det mener vognmænd og Dansk Erhverv rammer skævt.

Administrerende direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen mener, at det blandt andet vil betyde højere priser for forbrugerne, dårligere transportmuligheder for yderområderne og en forringelse af transportvirksomhedernes konkurrenceevne.

Det fremgik af en pressemeddelelse fra erhvervsorganisationen den 30. marts.

Formålet med vejskatten er at få vognmændene til at investere i lastbiler, som kører på el.

Det vil nemlig være de lastbiler, som forurener mest, som får den største regning, fremgår det på Skatteministeriets hjemmeside.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også