Luft- og sødivision tjente mere end ventet hos DSV

Omsætningen gik ned, men DSV’s største divisionen klarede sig bedre på indtjeningen end analytikernes forventninger.
Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

DSV’s luft- og søfragtsdivision, Air & Sea, landede i årets første kvartal et driftsresultat, der var bedre end ventet, mens omsætningen dykkede mere end ventet.

Divisionen, som fragter varer til havs og i luften, nåede i første kvartal et driftsoverskud før særlige poster, EBIT, på 3626 mio. kr., viser DSV’s regnskab torsdag morgen.

Aktieanalytikere adspurgt af DSV havde på forhånd ventet et driftsoverskud på 3205 mio. kr. efter et driftsresultat i divisionen på 5224 mio. kr. i samme kvartal af 2022.

Faldet i EBIT før særlige poster skyldtes primært den reducerede bruttoavance, skriver DSV, der også henviser til lavere aktivitet i alle geografiske regioner.

Toplinjen for luft- og søfragt faldt samtidig til 26.213 mio. kr. mod ventet 28.436 mio. kr. I første kvartal 2022 landede omsætningen i divisionen på 45.887 mio. kr.

Udviklingen var drevet af faldet i mængder og lavere fragtrater. Divisionens gennemsnitlige omsætning per enhed var 26 pct. under sidste år for Air og 37 pct. under sidste år for Sea.

Volumenmæssigt var nedgangen inden for både luft- og søfragt større end ventet.

Antallet af flyttede tyvefodscontainer (TEU) faldt til 0,588 mio. fra 0,668 mio., hvor der var ventet et fald til 0,601 mio. Inden for luftfragt fragtede DSV 0,328 mio. ton mod ventet 0,329 mio. ton sammenlignet med 0,411 mio. ton i samme periode sidste år.

Inden for luftfragt landede yielden, der er bruttoindtjeningen per fragtet ton, på 11.373 kr. per ton. Her ventede analytikeren et fald til 10.479 kr. per ton fra 11.426 kr. per ton i samme periode året forinden.

Inden for søfragt landede yielden, der er bruttoindtjeningen per fragtet tyvefodscontainer (TEU), på 5610 kr. per TEU. Her ventede analytikerne et fald til 4927 kr. per TEU fra 5904 kr. per TEU.

Konverteringsraten, der er et mål for, hvor stor en del af bruttoindtjeningen, der ender som driftsresultat, blev på 51,6 pct. i første kvartal mod 60,5 pct. i samme periode året forinden.

- I et marked med lavere volumener og fragtrater oplevede divisionen et fald på 18,7 pct. i bruttoresultatet og et fald på 30,7 pct. i EBIT før særlige poster for første kvartal 2023 sammenlignet med samme periode sidste år. Denne udvikling var i overensstemmelse med vores forventninger og afspejler den gradvise normalisering af globale forsyningskæder efter pandemien, skriver DSV om udviklingen i Air & Sea.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også