Bank om DSV-regnskab: Stærkt resultat drevet af udvikling inden for sø- og luftfragt

Jyske Bank er blevet positivt overrasket over udviklingen i vigtigt nøgletal i DSV’s store Air & Sea-division.
Foto: Dsv
Foto: Dsv
AF MARKETWIRE

DSV nød godt af et bedre driftsoverskud end ventet i første kvartal. 

Her præsterede luft- og søfragtsdivisionen betydeligt over konsensus, mens de øvrige divisioner ramte noget nær plet sammenlignet med analytikernes forventninger.

Med et driftsoverskud på 4672 mio. kr. oversteg DSV konsensus med 11 pct., konstaterer Morten Holm Enggaard, der er senioranalytiker i Jyske Bank, i en kommentar til regnskabet.

Han forventer derfor, at analytikernes estimater til driftsresultatet skal sættes op med 5 pct.

”De bedre end ventede resultater er særligt drevet af Air & Sea, der klarer sig markant bedre end ventet, mens Road og Solution lander nogenlunde som ventet,” skriver Morten Holm Enggaard.

I luft- og søfragtsdivisionen realiserede DSV et driftsoverskud på 3626 mio. kr. Selv om det var betydeligt under sidste års driftsresultat, var det betydeligt højere end konsensus på 3185 mio. kr.

Air & Seas stærke præstation var i første kvartal drevet af stigende yields - bruttoindtjening per fragtet enhed - hvor Jyske Bank ellers havde ventet en normalisering.

”Det kan skyldes timing af prisstigninger - ifølge DSV skyldes det prisdisciplin og efficient kapacitetsstyrelse,” skriver senioranalytikeren.

Fragtvolumen i Air & Sea veg i første kvartal, hvilket var helt som ventet, om end faldet i Sea var på 12 pct. mod ventet 10 pct. Air faldt helt som ventet 20 pct.

DSV har i forbindelse med regnskabet lanceret et nyt aktietilbagekøbsprogram, efter at det seneste blev afsluttet onsdag. DSV vil samlet tilbagekøbe aktier for 4,5 mia. kr. frem til 24. juli i år.

Her noterer Morten Holm Enggaard, at det med et månedligt tilbagekøb af aktier for 1,3 mia. kr. er lidt lavere end den normale kadence på omtrent 1,5 mia. kr. om måneden - dog uden at tillægge det større betydning.

Aktien i DSV stiger torsdag 2,2 pct. til 1240,50 kr. på børsen i København.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også