Debat: Klimabevægelsen opfordrer vognmænd til at omfavne omstridt vejafgift

Den kommende vejafgift til lastbiler er vigtig, men kan ikke stå alene, skriver politisk rådgiver i Klimabevægelsen i debatindlæg MobilityWatch. 
Foto: Tycho Gregers/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Foto: Tycho Gregers/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
AF Caroline Bessermann, politisk rådgiver i Klimabevægelsen

Kære danske vognmænd. 

Intet i denne verden er gratis. Heller ikke at udlede CO2. Det har hele verden valgt at overse i årtier, og resultatet har været klima-, natur- og biodiversitetskrise. 

Men nu er der sket noget i Folketinget. 

Den nye kilometerbaserede afgift på tung transport er en nødvendig anerkendelse af, at den tunge transport lige nu også gør skade på vores samfund. 

Det handler både om CO2, men også luftforurening, støjforurening, ulykker, trængsel og slid på vores infrastruktur. 

Vejafgiften er et modigt og vigtigt politisk forsøg på at imødegå samfundsskader, vi ikke længere kan ignorere. 

 

Men før I ser jer for vrede på mig, så håber jeg, at I vil forstå, at jeg mener, at det her er problemer, vi som samfund skal løse - sammen. 

Vi står alle sammen i det her rod, og det er vores alles ansvar at komme ud igen. Ingen skal stå alene i den her omstilling, og det er en fælles opgave at finde en vej gennem omstillingen for alle. 

En vej, der kan gøre, at ingen mennesker skal leve med katastrofale konsekvenser af klimakrisen, og at ingen mennesker skal leve med katastrofale konsekvenser af omstillingen. Og jeg er overbevist om, at de to ting godt kan gå op.

Men én af grundene til, at vi slår os på den grønne omstilling lige nu, er, fordi den er kommet alt for sent i gang. For jer har det skabt udfordringer med fossil afhængighed, gamle systemer og den basale infrastruktur. 

Det har skabt en underbeskatning, der har skabt kunstigt lave priser, for det arbejde I udfører. Det er sket, da den tunge transport har været overset i den grønne omstilling for længe. 

Og tro mig, der er ingen, der er mere frustrerede over, at I er blevet sat i denne situation end sådan nogle grønne typer som mig. Jeg ville ønske, at omstillingen af transportsektoren var startet tidligere, kablerne var trukket, priserne afspejlede virkeligheden og de grønne foranstaltninger var på plads. At vi i alle sektorer var bedre rustet, end vi er nu.

Selvom udviklingen har holdt i tomgang i årtier, er vi ikke fortabt. Heldigvis er ellastbiler og brintlastbiler i gang med at gøre sit indtog. 

Og selvom prisen stadig er højere og lastkapaciteten anderledes for nye lastbiler, er det ingen grund til ikke at investere i dem. Som vi har set det med vindmøller, solceller, elbiler og elvarebiler, forventer man, at teknologien bliver bedre, og prisen på de nye lastbiler også vil dale støt de kommende år. Den udvikling vil styrkes af afgiften. 

De nye lastbiler er ikke en snuptagsløsning, for så simpel er verden ikke. Vi kan ikke bare skifte en fossil lastbil ud med en el- eller brintlastbil - vi skal også køre anderledes, fragte smartere og genoverveje vores forsyningskæder. Og vi skal sikre, at I har den nødvendige og retfærdige sikkerhed og støtte til at kunne lave de forandringer. 

Det er en stor samarbejdsøvelse, hvor vi alle er pisse afhængige af hinanden. Vi skal igennem den største transformation af vores samfund nogensinde, fordi vi har forvildet os ind i en klimakrisen, der står til at afvikle hele vores samfund, som både I og jeg kender det. Det bliver ikke nemt, men det er der intet i klimakrisen, der er.

Alligevel skal vi holde fast i, at den hurtigst mulige omstilling entydigt er til alles - også den tunge transports - fordel. Vi har som samfund en tendens til at undervurdere skaderne, kortslutningerne og de sociale spændinger, som klimakrisen forstærker nu og fremover. 

Den tunge transports levebrød er afhængig af, at jeres forsyningskæder for de ting, I fragter, ikke bliver skåret over. At man sikrer ‘brændstoffet’ til lastbilernes motorer. At I ikke bliver hægtet på en verden i dag, som ikke eksisterer i morgen. 

Det gør jer, ligesom alle os andre, afhængige af stabile økosystemer. Helt ligesom, at landbrugets afgrøder er afhængige af, at vejrsystemerne er stabile, og fiskerne er afhængige af, at kvælstof og højere havtemperaturer ikke udrydder store fiskebestande i det danske farvand. 

Får vi ikke ændret på den tunge transport skadesvirkninger, stiller det alle danske vognmænd i en sårbar situation. Og forbliver verden på vej mod en drastisk forværret klimakrise, vil den sårbare situation gå fra at være udfordrende til at være umulig for jer at operere i.

Vi skal løbe stærkt, og selvom vi vil få nogle knubs på grund af den langsomme start, kan vi lykkes. 

Jeg er ikke blind for, at I ikke tjener styrtende, at I har udenlandsk konkurrence, og at omstillingen er hamrende svær. Men jeg er heller ikke blind for, at vi vil stå i en værre situation, hvis den tunge transport ikke kommer med i udviklingen, der skal langtidssikre vores samfund. 

Jeg ønsker ikke at se vores samfund gennemleve en fuldbyrdet klimakrise med alle de ødelæggelser, de vil have til følge for os og vores børn og børnebørn. Og jeg ønsker ikke, at I bliver efterladt i en fossil afhængighed, der afliver hele branchen. 

Heldigvis har lande som Tyskland og Belgien kilometerbaserede afgifter, uden at det har ødelagt sektoren. Afgiften giver lige forhold for jer og udenlandske vognmænd. 

I kan dele regningen med jeres store kunder, der tjener godt på, at deres varer kommer frem med jer. Og når provenuet fra denne afgift bliver ført tilbage til den grønne omstilling hos vognmændene, er der også en hjælpende hånd videre. 

Det er slet ikke perfekt, og aftalen kan ikke stå alene. Men at stå af toget nu er ikke en mulighed. Den mulighed fratog vi os selv, da vi skabte klimakrisen. 

Skal vi have en jordisk chance i kampen for et fungerende samfund i fremtiden, må vi være alvoren og vores ansvar bevidst. 

Den tunge transport har et tungt ansvar. Men når vi alle løfter med, er der intet ansvar, der er for tungt at bære.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også