Kære Caroline Bessermann

Tak for din betænksomhed over for de danske vognmænd i dit åbne brev her i Mobilitywatch. 

At blive strøget med hårene og få at vide, at ”det kommer til at gøre lidt ondt, men det går over”, er altid vederkvægende. 

Men ikke alt går væk, blot man uddeler et retorisk plaster med løfter om, at vi skam alle er med i det her sammen. Det skal dog bestemt ikke afholde os fra at have et samarbejde om konkrete, fælles mål. 

For hvis den grønne omstilling skal tage fart blandt vognmændene, skal følgende ske: Teknologier i form af lastbiler og drivmidler skal blive bedre og billigere. 

Kunderne skal være villige til at efterspørge og forpligte sig til at betale den merpris, som grøn transport koster. Her kunne fx de offentlige kunder gå forrest. 

Og så skal der skal gives incitamenter til vognmændene fra politisk hold.

Men allerførst må jeg lige komme med et par bemærkninger om vejafgiften: Du nævner, at vejafgiften er et modigt og vigtigt politisk forsøg. Deri er vi helt enige. Altså, at det er et forsøg. 

For det har ikke været prøvet før i Danmark. Erfaringerne fra andre offentlige storskalaprojekter, der involverer betydelige mængder af IT og/eller myndighedskontrol, har dog sjældent bragt betryggelse hos ret mange danskere. 

Nu har man så her valgt vognmændene som forsøgskaniner til det modige forsøg. For deres produktionsapparat – lastbilen – er nem at få øje på i hverdagen. Den er ikke lukket inde bag fabriksmure eller byggepladshegn, langt fra den almindelige danskers hverdag. 

Alle har erfaringer med lastbiler fra trafikken. Lastbilen har sat aftryk på den måde, vi lever. Når lastbilerne kører rundt, så er det fordi, nogen har bedt om det – direkte eller indirekte. 

De skal ikke straffes – de skal blot betale. Det har under forårets debat været holdningen hos velmenende fortalere for en vejafgift. 

Du skriver, at vognmændene kan dele regningen med de store kunder, der tjener godt på, at varerne kommer frem til dem. Den logik forstår jeg simpelthen ikke. 

Vognmandserhvervet er stærkt konkurrencepræget, og der er ikke mulighed for at dele regning med nogen. Hele regningen må sendes videre til kunderne. 

En regning, der i øvrigt skal splittes op på mange kundesegmenter, og som vil indebære en betydelig omkostning til administration i den enkelte virksomhed. Og der er mange små og mellemstore vognmandsvirksomheder i Danmark, der har et udkomme af at køre med gods for andre. Dem bør vi bevare – for samfundets og konkurrencens skyld. 

Hertil kommer en anslået offentlig udgift til administration af vejafgiften på næsten 300 mio. kr. årligt til IT-systemer, embedsfolk og kontrollører. Man kunne spørge sig selv, om de mange penge ikke havde været bedre brugt et andet sted i den grønne omstilling. 

Af disse grunde har branchen flere gange selv foreslået, at dieselafgiften i stedet belastes med den afgiftsdel, der skal begrænse CO2-emissioner. Så vi har bestemt ikke stillet os i vejen for den grønne omstilling. 

Men nu er afgiften besluttet. Og, som du skriver, kan man ikke rulle tiden tilbage. 

Men man kunne fra politisk hold i det mindste gøre det muligt for branchen at omstille sig. For udfordringen er, at afgiften i sig selv ikke giver nogen særlig grøn omstilling, da de teknologiske løsninger set fra vognmandens perspektiv ikke er konkurrencedygtige.

En tilstrækkelig ladeinfrastruktur er naturligvis afgørende, hvis flere vognmænd skal sende el-lastbiler ud på landevejene.

Men der er aktuelt problemer med at få leveret el-forbindelse til rette tid og pris fra netselskaberne. Og branchen står lige nu over for et de facto monopolistisk marked for lokal tilslutning. Det må Klimabevægelsen meget gerne hjælpe os med at få lavet om på. 

Du skriver også, at når provenuet fra vejafgiften bliver ført tilbage til den grønne omstilling hos vognmændene, er der også en hjælpende hånd. 

Men realiteten er, at kun promiller, nemlig 10 mio. kr. ud af det samlede provenu fra vejafgiften på 3,5 mia. kr., bliver brugt til erhvervets omstilling til eldrift. 

Derimod giver f.eks. Tyskland tilskud til 80 procent af merprisen for nulemissionslastbiler. I Sverige er det 50 procent. 

Så i modsætning til, hvad du prisværdigt tror, kan vognmændene faktisk blive udkonkurreret af udenlandske vognmænd, der får statstilskud med hjemmefra.

Det må Klimabevægelsen også meget gerne hjælpe os med at få gjort noget ved. Husk på, hvordan vindenergi og grøn omstilling af fjernvarme gennem årene er blevet udrullet med betragtelige statslige subsidier i ryggen.

Den grønne omstilling af transportbranchen kommer. Det er vigtigt, at den går hånd i hånd med efterspørgslen efter grøn transport. 

Vi skal fortsat presse på for, at der udvikles bedre og billigere teknologier. Og så skal der være en solid politisk opbakning, der ikke straffer vognmændene, men styrker og inspirerer. Især dette savner vi at opleve. 

Gerne med Klimabevægelsens hjælp.

Læs debatindlægget fra Caroline Bessermann, politik rådgiver i Klimabevægelsen, nedenfor.