Olieprisen tager lille dyk

Priserne falder tirsdag morgen efter skuffende kinesiske nøgletal.
Foto: Axel Heimken/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Axel Heimken/AP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Oliepriserne – som har stor betydning for brændstofpriserne – falder tirsdag morgen, hvor Kinas økonomiske udfordringer atter viser sig. Den kinesiske centralbank har uventet sænket styringsrenten for anden gang på tre måneder. Udmeldingen kom kort før offentliggørelsen af skuffende økonomisk data for juli, som viser en skuffende udvikling i detailsalg og industriproduktion.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 86,32 dollar mod 86.41 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 82,60 dollar mod 82,86 dollar mandag eftermiddag.

Kinas industriproduktion og detailsalg viser, at væksten aftog yderligere i juli, hvilket forstærker presset på den allerede vaklende økonomi. Som modvægt har den kinesiske centralbank tirsdag sænket sin mellemlange etårige styringsrente med henblik på at styrke den økonomiske aktivitet.

På trods af svage makroøkonomiske data viser Kinas olieefterspørgsel dog modstandsdygtighed. Landets raffinaderiproduktion steg med 17,4 pct. i juli sammenlignet med samme periode sidste år, da raffinaderierne holdt produktionen oppe for at imødekomme sommerens efterspørgsel, rapporterer Reuters.

I mellemtiden er olie- og naturgasproduktionen i USA estimeret at ville falde i september for anden måned i træk, til det laveste niveau siden maj. Det viser mandagens data fra det amerikanske energiministerium (EIA).

Den faldende amerikanske produktion kan forværre de globale forsyningsstramninger, da Organisationen for Olieeksporterende Lande og deres allierede, OPEC+, samtidig bremser produktionen.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld tirsdag morgen 1907,04 dollar mod 1908,61 dollar mandag eftermiddag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også