Investorer kritiserer DSV-formands private investering med kommende topchef: "Amatøragtigt"

”Det er lidt for kammeratligt og virker uprofessionelt,” lyder kritikken fra en investor.
I 2022 investerede Thomas Plenborg og Jens Lund i virksomheden PAL Property Invest. | Foto: DSV / PR
I 2022 investerede Thomas Plenborg og Jens Lund i virksomheden PAL Property Invest. | Foto: DSV / PR

Flere investorer undrer sig over, at DSV-formand Thomas Plenborg og selskabets kommende topchef, Jens Lund, har investeret sammen privat.

I 2022 investerede Plenborg og Lund i virksomheden PAL Property Invest – en investering, som flere professorer har påpeget kan udfordre den armslængde, der bør være mellem bestyrelsesformand og direktion. 

”Det er lidt for kammeratligt og virker uprofessionelt - og er noget, der bare ikke skal foregå,” siger Lars Hytting, chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, der er investor i DSV, til MobilityWatch.

Han er ikke før stødt på, at en bestyrelsesformand og et direktionsmedlem i en børsnoteret virksomhed har investeret sammen privat.

”Jeg tvivler meget på, at det er noget, der figurerer i de andre C25-selskaber – at direktøren og bestyrelsesformanden har et privat selskab sammen. De har ikke overtrådt nogen regler, der er ikke noget, der er ulovligt, men det burde bare ikke komme dertil. Det virker lidt amatøragtigt,” siger han.

Også hos Akademikerpension er man forundret over sagen.

Den efterlader et dårligt indtryk, mener investeringsdirektør Anders Schelde.

”Man skal holde relationen mellem direktionen og bestyrelsesformanden meget professionelt, og det er klart, at hvis man investerer sammen privat, så kan man godt få den tanke, at forholdet ikke er helt så professionelt, som det burde være,” siger han.

Ændret forhold

Udover Thomas Plenborg og Jens Lund finder man i PAL Property Invests ejerkreds også DSV’s ejendomsdirektør Brian Winther Almind og Jens Lunds bror, Søren Lund. Sidstnævnte har titel af direktør i virksomheden.

Gennem selskabet har kvartetten erhvervet en byggegrund i Benløse tæt ved Ringsted på Midtsjælland. 

Grunden er købt for 10 mio. kr. og er beliggende i en erhvervspark, men hvad der planlægges opført på grunden er i skrivende stund uklart.

Thomas Plenborg har været en del af DSV's bestyrelse siden 2011 og har været bestyrelsesformand siden 2019. | Foto: PR / DSV
Thomas Plenborg har været en del af DSV's bestyrelse siden 2011 og har været bestyrelsesformand siden 2019. | Foto: PR / DSV

Efter MobilityWatchs henvendelse har Thomas Plenborg valgt at afhænde sin ejerandel i selskabet, fordi han og Jens Lund ”anerkender, at medejerskabet vil kunne opfattes som problematisk.”

MobilityWatch har forsøgt at få en kommentar fra alle fire parter, men ingen har ønsket at stille op til et interview. 

I stedet henholder man sig til en kort, skriftlig kommentar fra DSV’s presseafdeling, men i en opfølgende kommentar lyder det fra Thomas Plenborg:

”Vi anså forholdet for uproblematisk, da der er tale om en passiv investering i en byggegrund med videresalg for øje. Da forholdet nu søges problematiseret, har vi valgt at ændre forholdet.”

Selvom de involverede altså anså den fælles investering for problemfri, er det hos Anders Schelde fra Akademikerpension et tydeligt signal.

”De har godt kunnet se, at det kunne tænde nogle advarselslamper hos omverdenen, og dem har man så forsøgt at slukke,” siger investeringsdirektøren.

Blandt de professorer, som MobilityWatch har forholdt sagen, er Tage Koed Madsen, professor emeritus ved Institut for Virksomhedsledelse på SDU.

Han påpeger, at en fælles investering, som den hos Thomas Plenborg og Jens Lund, kan være uhensigtsmæssigt i tilspidsede situationer.

”Det med at have interesser blandet sammen på den måde er aldrig godt, for hvis det kommer til en konfliktsituation, så kan man jo blive i tvivl om, hvordan man reagerer på det,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også