Schweizisk DSV-konkurrent fortsætter nedtur: Analytikere uddeler eftersmæk

Det sker på bagkant af sidste uges skuffende regnskab fra logistikselskabet.
Selskabet havde en tilbagegang i omsætningen på 39 pct. i 2023. | Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix
Selskabet havde en tilbagegang i omsætningen på 39 pct. i 2023. | Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Den schweiziske logistikgigant Kuehne+Nagel har mandag endnu en sur dag på børsen, efter at selskabet fredag blev godt og grundigt straffet for sit årsregnskab.

Kuehne+Nagel havde i 2023 en tilbagegang på toplinjen på 39 pct. til 23,85 mia. schweizerfranc, og driftsresultatet blev tæt på halveret til 1,9 mia. schweizerfranc som følge af en lavere indtjening per fragtet enhed til havs.

Det skuffende regnskab har fået analytikerkorpset til at tage værdien af logistikgiganten til genovervejelse.

Hos HSBC har det medført et sænket kursmål til 225 schweizerfranc fra 235 schweizerfranc, da analytiker Parash Jain ifølge Bloomberg News ser bekymret på driftsforventningerne i 2026.

Han ser samtidig en yderligere normalisering af fragtprisniveauerne i 2024 sammenlignet med 2023 som følge af overkapacitet til havs og i luften.

Også Michael Foeth, der er analytiker i finanshuset Vontobel, har rettet kursmålet, der nu lyder på 330 schweizerfranc mod før 350. Sænkelsen begrundes med sænkede estimater for indtjeningen per fragtet enhed.

Kuehne+Nagel falder mandag 3,0 pct. til 249,70 schweizerfranc. Fredag bragede aktien ned med 13,5 pct.

På børsen i København ligger DSV ved 14-tiden i øvrigt 1,4 pct. lavere i 1088,50 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også