Flertal af danskerne er parate til at genåbne infrastrukturaftale til 160 mia. kr.

Der har flere gange været debat om, hvorvidt sidste års store infrastrukturaftale bør genåbnes. Ny meningsmåling foretaget af Wilke for MobilityWatch viser, at et flertal af danskerne bakker op om en genåbning.
Foto: Martin Lehmann/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Lehmann/Politiken/Ritzau Scanpix
AF THOMAS BO CHRISTENSEN OG ANJA HAUGE

”Det er efterhånden usandsynligt, at den aftale får lov at stå.”

Så klar i mælet var politisk kommentar Søs Marie Serup, da hun til et nyligt arrangement hos DI kommenterede den 160 mia. kr. dyre Infrastrukturplan 2035, der blev vedtaget sidste år.

Aftalen har flere gange været genstand for debat i forhold til, om den bør genåbnes, og senest har Enhedslisten foreslået at tage penge fra motorvejsprojekter i aftalen og bruge dem på lavere billetpriser i den offentlige transport.

Enhedslisten vil halvere billetpriser i offentlig transport

Tidligere har der også været opråb om at hente penge fra planen og i stedet bruge dem på energiudbygning som følge af den igangværende energikrise efter Ruslands invasion af Ukraine.

Wilke har for MobilityWatch lavet en meningsmåling, hvor respondenterne netop er blevet spurgt til, om det er en god idé at genåbne infrastrukturaftalen for at finde finansiering til udbygning af dansk energiproduktion.

Målingen viser, at et flertal gerne ser, at aftalen genåbnes. 52 pct. svarer således ja til at genåbne aftalen. 19 pct. siger omvendt nej, mens resten - 29 pct. - svarer ”ved ikke.”

Det er ikke kun Enhedslisten, der har ønsket infrastrukturaftalen genåbnet.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har tidligere indikeret, at regeringen var villig til at finde penge i aftalen, som kunne bruges til netop energiudbygning.

Enhedslistens forslag om billigere bus og tog møder kritik

Transportminister Trine Bramsen (S) var dog efterfølgende ude og markere, at det ”bestemt ikke (er) regeringens forventning, at forliget skal genåbnes.”

Alligevel var der dog et ”men” hos ministeren.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Transportminister Trine Bramsen (S) | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Transportminister Trine Bramsen (S) | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Hun pointerede således tidligere på året, at der er ”en meget ustabil situation på nuværende tidspunkt, som kan få betydning for materialepriser og større anlægsprojekter.”

Som MobilityWatch har beskrevet, er det også allerede tilfældet.

Højere priser på bl.a. stål har således fået Vejdirektoratet til at udskyde visse projekter fra en pulje til støjbekæmpelse, som netop er en del af Infrastrukturplan 2035. Her vil regeringen tage 50 mio. kr. fra de udskudte projekter og i stedet bruge dem som finansiering af den kompensationspakke for stigende energipriser, som et bredt flertal blev enige om i juni, og som bl.a. omfatter en øget ældrecheck.

Regeringen understreger dog i et aktstykke til Finansudvalget, at der nok skal findes penge til de pågældende støjbekæmpelsesprojekter, når de igangsættes i 2024.

Også i erhvervslivet har der været debat om, hvorvidt aftalen bør genåbnes.

F.eks. har lobbyorganisationen Danske Havne opfordret politikerne til at lirke aftalen op med det formål at finde penge til investeringer i netop de danske havne, herunder til dybere sejlrender.

Omvendt har flere aktører løbende understreget, at det er nødvendigt at holde fast i 2025-planen. Det gælder f.eks. Asfaltindustrien, hvor man frygter konsekvenserne for udviklingen i opgaver til sektoren, hvis projekter i aftalen droppes eller udskydes.

Også hos DI opfordrer man partierne bag aftalen til at holde fingrene fra aftalen.

”Det er helt nødvendige infrastrukturprojekter, der skal til for at undgå den værste trængsel på vejene,” siger Rune Noack, transportpolitisk chef i DI Transport, til MobilityWatch.

”Samtidig er det jo også de langsigtede rammer, som virksomhederne skal investere efter,” siger han og henviser til, at virksomhederne også bruger planen til at vurdere, hvor de skal placere sig henne i landet, da infrastrukturen spiller en afgørende rolle.

Her er transportsektorens ønsker til valgkampen

Myndigheder opfordrer færgeselskab til at øge sikkerheden efter sabotage

Danmarksdemokraterne om Togfonden: ”Man skal starte på et blankt papir”

Venstre foreslår milliardindsprøjtning i danske ladestandere

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også