Uno-X skifter fokus til voksende marked: "Vi vil gerne være en betydende spiller"

De seneste fem år har selskabet investeret tungt i tankstationer. Fremover retter selskabet fokus mod noget andet.
Fremover er det ikke bare tankpistoler, du vil møde hos Uno-X. Også ladepistoler vil være at finde på stationens anlæg. | Foto: PR-foto/Uno-X
Fremover er det ikke bare tankpistoler, du vil møde hos Uno-X. Også ladepistoler vil være at finde på stationens anlæg. | Foto: PR-foto/Uno-X

I løbet af det seneste år er tankstationskæden Uno-X kommet frem til en erkendelse. Hvis selskabet også skal være her i fremtiden, er det nødt til at genopfinde sig selv.

Derfor tog Uno-X i starten af 2023 en beslutning, som kommer til at sætte sit præg på det kommende år: Det skal være slut med investeringer i tankstationer, og i stedet skal der investeres i at udbygge selskabets ladenetværk til elbiler.

Det fortæller Claus Gottlieb, markedsdirektør for Uno-X Mobility Danmark, til MobilityWatch.

”Vi er ikke så naive, at vi tror, vi kan redde verden, men vi må bare indse, at fossile drivstoffer har en slutdato i Danmark og i Norden. Det betyder, at vi har besluttet af investere tungt i fremtidens mobilitet,” siger Claus Gottlieb.

Vil være en betydende spiller

Konkret betyder strategiskiftet, at Uno-X har besluttet installere lynladere på 170 lokationer i Danmark inden for de næste tre til fem år. Hver lader vil få mindst to ladepunkter. 

Tidshorisonten afhænger af, hvor hurtigt der kan sættes strøm til, fortæller Claus Gottlieb.

Til sammenligning var der udgangen af november 1494 offentlige lynladepunkter i Danmark, viser en opgørelse fra De Danske Bilimportører.

Tæller man Norge med, vil Uno-X etablere mellem 300 og 400 lynladere. I alt vil Reitan investere over 1 mia. norske kr. i Uno-X over de kommende år. Det svarer til 660 mio. danske kr., hvor 80 pct. er øremærket fremtidens mobilitet.

”Vi vil gerne være en betydende spiller som charge point operator. Det vil sige, at vi skal ind og tage markedsandele på de danske landeveje, hvor vi gerne vil have, at bilisterne møder vores lynladere,” siger markedsdirektøren.

Samles under samme navn

Uno-X er ejet af den norske Reitan-koncern, som bl.a. også står bag 7-eleven og Rema 1000 herhjemme. 

Derfor ser man også ofte Uno-X-stationer ligge i forbindelse med den norske supermarkedskæde.

Reitan fik tidligere på året grønt lys til at overtage og konvertere 57 Shell-stationer til Uno-X i Danmark. Som et led i en ældre strategiplan valgte Reitan at udleje de 57 stationer til Shell i 2007. 

Claus Gottlieb var selv med til at lave lejeaftalen, som udløber ved årsskiftet. Dermed kan stationerne blive udstyret med det gule og røde Uno-X-logo.

(Læs videre under billedet)

Claus Gottlieb har været i branchen i adskillige år og skal til at vænne sig til at tale om opladning, fremfor olie, benzin og diesel. | Foto: PR-foto/Uno-X
Claus Gottlieb har været i branchen i adskillige år og skal til at vænne sig til at tale om opladning, fremfor olie, benzin og diesel. | Foto: PR-foto/Uno-X

”Det er ikke, fordi vi tænker, at vi skal til at sælge en masse olie, men vi ved - lige som alle de andre - at når man skal til etablere lynladere og ladepladser, så passer det godt at gøre det mange af de steder, hvor man i forvejen har tankstationer,” forklarer Claus Gottlieb.

Reitan-koncernen står også bag den primært jyske tankkæde Bonus, som i løbet af 2024 også vil skifte navn til Uno-X. 

Strategien er altså at samle alle brands under ét navn.

”På den måde bliver vi faktisk den fossile kæde i Danmark, der har næstflest stationer med samme brand. Det er noget, vi kan glæde os over, for det betyder, at vi er synlige i folks bevidsthed, og det vil vi gøre alt for at udnytte i vores skifte over til fremtidens mobilitet,” siger Claus Gottlieb.

Det går hurtigere end ventet

Uno-X etablerede tilbage i marts landets første offentlige ladestander til tung trafik i Nyborg. Siden fulgte offentlige ladestandere til lastbiler i Horsens. 

På selskabets hjemmeside fremgår desuden ti Uno-X-stationer, hvor der er mulighed for at lade sin elbil op.

Det er med andre ord stadig blot en lille del af Uno-X’s samlede omsætning på over 5,3 mia. kr., der kommer fra ladenetværket. 

Men sådan bliver det ikke ved med at være.

”Det her er noget, der kommer til at gå hurtigere, end jeg havde troet for bare to år siden. Vi ser ind i et pænt stort fald af fossile brændstoffer inden for den her 10-12-årige periode, som vi nu investerer i,” siger Claus Gottlieb.

De seneste fem år er gået med at forbedre, renovere og opdatere Uno-X’s kernenetværk på ca. 150 stationer, så alt står med det nyeste design og udstyr. 

Stationerne er bygget til at kunne holde de næste 20-30 år, så foreløbig bliver det ikke et fuldstændigt farvel til fossile brændstoffer.

Claus Gottlieb forklarer, at der bliver tilføjet lademuligheder på ”rigtig mange” af de 150 stationer. Samtidig forudser han mindre rift om de almindelige tankpistoler. 

Han forventer, at de fossildrevne køretøjer i Danmark i fremtiden primært vil blive brugt til kortere køreture.

Hjem i indkørslen

Endelig vil Uno-X også ind på markedet for hjemmeladning. Ifølge Claus Gottlieb foregår 70 pct. af ladningerne derhjemme.

”Det vil sige, at vi skal hjem i folks indkørsler for at være relevante,” konstaterer han.

Spørgsmålet er så bare, hvordan man kommer hjem til folk, når man mest af alt er kendt som tankstation.

”Det starter med, at vi skal have stor fokus på elladning,” siger han. 

”I min verden bør vi næsten have 90 pct. af vores fokus på ladning. Vi har tusindvis af kunder, som kender os og kommer på vores stationer, og det giver os en helt unik mulighed for at kommunikere med kunderne.”

Claus Gottlieb, der har været i branchen i årevis, tilføjer, at kunsten for ham bliver at vænne sig af med at tale om benzinkort, olie og diesel og i stedet tale om opladning af biler.

”Der er ikke nemt, men efterhånden som vi kommer ind på markedet for elbilsladning, er jeg overbevist om at det lykkes,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også