MobilityWatch

Easyjet tabte en spids mindre end ventet i første halvår

Trods lempelser af restriktioner er easyjet fortsat ramt af coronakrisen. Flyselskabet kunne dog levere et lidt mindre tab end ventet i første halvår af 2020/21.

Foto: Paul Childs/Reuters/Ritzau Scanpix

Krisen kradser fortsat hårdt hos luftfartsselskaberne, selv om lempelser af restriktioner på det seneste har hjulpet gevaldigt på bookingerne.

Og det mærkede det britiske lavprisselskab Easyjet også i sit første halvår 2020/21, hvor tabet før skat er opgjort til 701 mio. pund - lige godt 6 mia. kr.

Det var dog en smule mere nådigt end frygtet hos analytikerne, der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet et tab på 717,9 mio. pund.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Men coronakrisens tag i luftfartsbranchen er - på trods af mere genåbning og flere bookinger over den seneste måned - fortsat ganske hårdt.

Det kan aflæses i, at Easyjet i sit igangværende tredje kvartal venter at flyve med omtrent 15 pct. af kapacitetsniveauet fra 2019 - før coronaen fik fat.

Der er dog også udsigt til en vis bedring for luftfartssektoren gennem planerne om genåbninger af grænser og ophævelser af rejserestriktioner, efterhånden som coronavaccinerne bliver rullet ud.

Easyjets svenske topchef, Johan Lundgren, siger således på en telekonference efter torsdagens regnskab, at det er "meget opmuntrende" med grænseåbningerne.

Samtidig peger han på, at Easyjet har likviditet nok til at modstå krisen, og at antallet af bookinger ryger i vejret lige for tiden.

Easyjet-topchefen benytter også lejligheden til at lægge lidt yderligere pres på myndighederne ved at sige, at Grækenland og Spanien sagtens kunne føjes til listen over lande, som man trygt kan rejse til.

Easyjet-aktien falder efter torsdagens regnskabsmeldinger med 1,2 pct. til 971 pence på børsen i London.

 

Coronakrisen har ændret ranglisten over Europas største flyselskaber 

Mere fra MobilityWatch

Læs også

Relaterede