Frankrig anklager Peugeot for forbrugersnyd i dieselgate

Peugeot bliver beskyldt for forbrugersvindel i forbindelse med salg af dieselbiler mellem 2009 og 2015.
Foto: Jørgensen Jakob/Ritzau Scanpix
Foto: Jørgensen Jakob/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Den franske bilproducent Peugeot står over for retsforfølgelse i Frankrig som følge af den såkaldte dieselgate.

Det oplyser Peugeots moderselskab, Stellantis, onsdag, efter at lignende anklager mod Renault og Volkswagen er blevet annonceret.

"To andre datterselskaber af Stellantis - Citroën og FCA Italy - er blevet indkaldt til at møde for en domstol i Paris den 10. juni samt i juli som en del af den samme efterforskning," oplyser Stellantis i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Den multinationale bilkoncern, der blev grundlagt i januar som følge af en fusion mellem PSA-gruppen og Fiat Chrysler Automobiles, oplyser, at Peugeot er under efterforskning "på anklager om forbrugersvindel i forbindelse med salg af Euro 5-dieselbiler i Frankrig mellem 2009 og 2015".

Denne undersøgelse har forbindelse til en bredere efterforskning, som de franske myndigheder lancerede i 2017.

"Virksomhederne er overbeviste om, at deres emissionskontrolsystemer opfyldte alle gældende krav på de relevante tidspunkter og fortsætter med at gøre det og ser frem til muligheden for at bevise det," tilføjer Stellantis ifølge AFP.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har en fransk domstol beordret Peugeot til at stille 30 millioner euro - 223 millioner kroner - i garanti for eventuelle udbetalinger i sagen.

Meddelelsen kommer, dagen efter at den tyske bilproducent Volkswagen oplyste, at den står over for anklager som følge af skandalen. To dage før lød samme melding fra Renault.

Dieselgate så dagens lys i 2015, da det kom frem, at Volkswagen havde fiflet med software i millioner af dieselbiler verden over, så de fremstod mere miljøvenlige, end de var.

Flere end 11 millioner dieselbiler på verdensplan var udstyret med den omstridte software.

Sagen har været en voldsom dyr affære for Volkswagen, som har måttet betale omkring 250 milliarder kroner i bøder, erstatninger og forlig.

Efter stor bilkoncern har opsagt alle danske forhandlere: "Den første af de helt store forandringer" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også