Air France-KLM kom ud af andet kvartal med mindre underskud end ventet

Air France-KLM så i andet kvartal store tab sammenlignet med samme periode sidste år. Alligevel kom flyselskabet samlet set væsentligt bedre ud af kvartalet, end analytikerne havde ventet.
Det skriver Bloomberg News, der har indsamlet konsensusestimater.
Det fransk-hollandske flyselskab venter grønne tal på bundlinjen i tredje kvartal. Det vil i så fald være første kvartal siden pandemiens start.
Air France-KLM venter at flyve med 60 til 70 pct. af kapaciteten fra 2019 før coronapandemien. Det er en stigning på 48 pct. sammenlignet med kapaciteten i første kvartal.
Fjerde kvartal står imidlertid mere uklart, oplyser selskabet ifølge Bloomberg News, da der er usikkerhed omkring tidspunktet for en genåbning for europæiske turister i USA.
Air France-KLM omsatte i andet kvartal for 2,75 mia. euro - svarende til over 20 mia kr. - mod ventet 2,76 mia. euro, mens flyselskabet i samme periode sidste år omsatte for 1,18 mia. euro.
Driftsunderskuddet før af- og nedskrivninger (EBITDA) landede på 248 mio. euro, mens analytikerne havde ventet et underskud på mere end det dobbelte, eller nærmere bestemt 505,5 mio. euro.
Ikke desto mindre var EBITDA-resultatet 68 pct. lavere end i samme periode sidste år.
På bundlinjen tabte Air France-KLM 1,49 mia. euro mod ventet 1,07 mia. euro.
Flyaktien stiger fredag formiddag 0,6 pct. til 4,13 euro på børsen i Paris.
Tysk flyselskab lægger ordre på nye langdistancefly efter støtte-godkendelse