Afvisning fra EU koster DSB stort trecifret millionbeløb

I 2020 afsatte regeringen 1,5 mia. kr. til at kompensere DSB for tabt passageromsætning på grund af coronakrisen. Men EU har afvist at godkende en stor del af pengene.
Flemming Jensen, topchef i DSB | Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Flemming Jensen, topchef i DSB | Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix

Den danske stat har sat et stort beløb af til at kompensere DSB for den tabte passageromsætning som følge af coronakrisen.

Men til trods for det kommer det statslige togselskab på grund af modstand i EU-systemet nu til at modtage minimum 350 mio. kr. mindre end tiltænkt.

Det oplyser DSB's topchef Flemming Jensen i et interview med MobilityWatch.

Tilbage i 2020 afsatte regeringen ellers lidt mere end 1,5 mia. kr. til at hjælpe DSB som følge af de færre passagerer, der tog toget på grund af coronapandemiens hærgen. Hjælpen skal godkendes i EU, og i december sidste år fik DSB således også ok fra embedsmændene i Bruxelles til udmøntningen af 914 mio. kr. i statshjælp for perioden marts-august i 2020.

Men allerede i forbindelse med regnskabet for første kvartal af 2021 annoncerede DSB, at man efter dialog med Transportministeriet ikke forventede kunne opnå såkaldt EU-notifikation for perioden september-december 2020. Til MobilityWatch fortalte topchef Flemming Jensen, at man dog forventede at få nogle af de tilbageværende ca. 620 mio. kr. i støtte, men at man ikke vidste hvor meget.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

I forbindelse med selskabets regnskab for andet kvartal oplyser DSB, at man har fået godkendt yderligere 88 mio. kr. i kompensation for perioden september-december 2020, og at man yderligere har udsigt til at få godkendt 180 mio. kr. for perioden. Det skyldes, at DSB som udgangspunkt vil kunne få pengene som tilbagebetaling af infrastrukturafgifter, men det er dog ikke endeligt afklaret endnu.

Ikke desto mindre resulterer det i, at DSB kommer til at få minimum 350 mio. kr. mindre i coronakompensation på grund af manglende godkendelse i EU. Det kan ses i forhold til, at DSB for hele 2020 fik et underskud på 104 mio. kr.

Ville være statsstøtte

Topchef i DSB, Flemming Jensen, ville gerne have haft de 350 mio. kr. fra staten og siger:

"Når man kigger på det udefra, kan det være svært at forstå, hvorfor der skal være forskel på godkendelsen fra september-december i forhold til det, der blev udmøntet fra marts-august," siger han.

"Men det er nu engang EU's tilgang, da man mener, at efter september-måned vil det være statsstøtte, og derfor vil det være ikke muligt for den danske regering af udbetale pengene."

Han glæder sig dog over, at DSB har indgået en tillægskontrakt med staten for 2021 til at dække tabt passageromsætning på grund af coronakrisen.

Den vil dække frem til midten af august, hvor de sidste coronarestriktioner blev faset ud og vil ifølge Flemming Jensen betyde en merbetaling for selskabet på omkring 1,4 mia. kr. i indeværende år.

Samtidig mener han, at DSB generelt har grund til at glæde sig over, at regeringen og Folketinget har haft en "positiv tilgang" til at kompensere DSB.

"Det synes jeg, at de i den grad har levet op til, og i forhold til mange andre selskaber er vi meget priviligerede," siger han.

Må klare langsigtede effekter selv

Flemming Jensen fortæller, at DSB's salg for øjeblikket ligger på mellem indeks 75-80, og derfor forventer selskabet, at selv om samfundet er kommet højere op i gear, så vil billetindtægterne fortsat ligge på et lavere niveau resten af året, end hvis der ikke havde været en coronapandemi.

Samtidig har der løbende været aktører i branchen, som har peget på, at coronakrisen grundlæggende vil forandre borgernes rejsemønstre på længere sigt, f.eks. i forhold til mere hjemmearbejde, hvilket ikke vil være en fordel for indtægterne hos trafikselskaber som DSB.

På spørgsmålet om, hvorvidt DSB gerne så yderligere offentlig støtte, selv om coronarestriktionerne er udfaset, svarer Flemming Jensen:

"Sådan som verden ser ud nu, er det noget, vi må håndtere inden for vores egen økonomi," siger han.

"Hvis ikke alle kunder vender tilbage i samme omgang, så bliver vores opgave at finde nogle nye kunder, som vil vælge toget til. Og det vil være ud fra de samme gode årsager, som vi så, inden pandemien startede: Nemlig trængslen på vejene, der kommer til at stige, at klimabevidstheden kommer til at fylde mere og nye produkter fra os som f.eks. nye pendlerprodukter."

For 2021 forventer DSB et overskud på mellem 600-800 mio. kr. før skat.

Passagererne er langsomt på vej tilbage til DSB 

DSB sælger reservedelsværksteder og siger farvel til 400 medarbejdere 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også