Easyjet rejser milliardbeløb efter afvisning af Wizz Air

Easyjet har stablet 1,2 mia. pund på benene gennem salg af aktier, efter at lavprisselskabet tidligere har afvist tilnærmelserne fra konkurrenten Wizz Air.
Det meddeler Easyjet tirsdag ifølge Bloomberg News.
Eksisterende investorer har aftaget 93 pct. af de 301 mio. aktier, der er blevet udbudt til en reduceret pris på 410 pence stykket.
Der arbejdes på at få afsat de resterende 7 pct., skriver Bloomberg.
Aktieemissionen blev annonceret tidligere på måneden i kølvandet på vedvarende rygter om, at den ungarske konkurrent Wizz Air havde snøren ude med et muligt fusionsbud - et bud, der ifølge Bloomberg News blev pure afvist af bestyrelsen i Easyjet.
Aktien falder tirsdag formiddag 3 pct. til 688,40 pence på børsen i London.
Finnair sælger fly og leaser dem tilbage – giver 2,5 milliarder til likviditeten