Trods flere kunder: Norwegian har stadig meget at indhente

Lavprisselskabet Norwegian har flere passagerer. Det er dog stadig kun en tredjedel af niveauet før corona.
Foto: Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Norwegian havde for femte måned i træk flere passagerer i september. Der er dog stadig lang vej til niveauet inden coronapandemien.

Knap 980.000 passagerer fløj i september med Norwegian, viser tal fra selskabet. Det er cirka tre gange så mange som samme måned sidste år.

I september 2019 inden corona ramte, havde Norwegian til sammenligning 3,3 millioner passagerer. Siden er antallet af fly dog beskåret voldsomt.

Corona kastede Norwegian og resten af luftfartsbranchen ud i stiv modvind, da verdens fly pludselig måtte parkeres på jorden.

For at klare skærene præsenterede det norske lavprisselskab en redningsplan, hvor antallet af ly blev beskåret kraftigt.

Inden corona var der over 100 fly i Norwegians flåde. I september var 46 fly i drift.

Krisen har også betydet, at der er blevet hentet flere penge til selskabet, og at langt færre nu er ansat.

Inden krisen havde Norwegian omkring 10.000 ansatte. I fremtiden forventes det at være omkring en tredjedel.

Ifølge koncernchef Geir Karlsen er de traditionelle rejsemønstre dog på vej tilbage.

Kunderne bestiller nu også rejser til den kommende vintersæson og frem mod næste sommer.

"I takt med at de nordiske lande er blevet genåbnet, har vi set en stor stigning i antallet af bookinger, og efterspørgslen stiger støt både for indenrigsrejser, rejser i Norden og i resten af Europa."

"Tillid til at rejser nu igen kan lade sig gøre som planlagt, betyder også, at vores kunder booker billetter længere frem i tid," siger han i en pressemeddelelse.

I september var belægningsgraden på 72,4 procent, hvilket er 20 procentpoint mere end samme måned året før.

Graden siger noget om, hvor fyldte Norwegians fly har været, når de har fløjet.

Det er i Norwegians interesse, at flyene er så fyldte som muligt, da det rent økonomisk er til størst fordel for flyselskabet.

Norwegian fik 1700 ansøgninger til 20 stillinger i København 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også