Analytiker: Vejen tilbage til normalen går langsommere for SAS end konkurrenterne

SAS fremviser vækst i passagertallene for oktober, men trafikgenrejsningen går langsommere end hos konkurrenterne.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF MARKETWIRE

Vejen tilbage til normalen går langsommere for SAS end for konkurrenterne. Det kan blive en udfordring for flyselskabet, vurderer Sydbank i en kommentar, efter SAS mandag har offentliggjort trafiktal for oktober.

"Trafikgenrejsningen går langsomt – og langsommere for SAS end for mange konkurrenter. Indtægterne halter meget langt efter normalen, men nyhedsstrømmen fra sektoren kan formentlig fastholde SAS-aktionærerne i en prisforvirret tilstand i en periode endnu," skriver Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen.

Ifølge Sydbank faldt passagerindtægterne til 1,6 mia. svenske kr. i oktober 2021 sammenlignet med et niveau på 3,5 mia. svenske kr. i oktober 2019, der beskrives som normalen før pandemien.

Selvom det går langsommere end hos konkurrenterne, er passagertrafikken dog stigende, viser tallene.

SAS opnåede i oktober en stigning i passagertrafikken på rutefly målt på antal fløjne passagerkilometer (RPK) på 212,1 pct. i forhold til samme måned året før.

Luftfartsselskabets sædekapacitet (ASK) steg med 93,5 pct. i måneden, hvilket medførte en kabinefaktor (belægning) på 60,2 pct. Belægningsprocenten var 22,9 procentpoint lavere end i samme måned et år tidligere.

SAS transporterede 1,35 mio. passagerer i rutefly i oktober, hvilket var 127,6 pct. flere end i samme måned året før. Samlet set var antallet af passagerer inklusive charterflyvninger 1,39 mio., hvilket var en stigning på 131,5 pct.

"Vi er dog i tvivl om, hvorvidt SAS kan fastholde markedsandelen. SAS’ trafikgenrejsning foregår nemlig langsommere i forhold til andre i sektoren. Der er ingen tvivl om, at det på kort sigt kan spare SAS for mange penge, at selskabet ikke kaster kapaciteten for hurtigt ind på markedet," skriver Sydbank.

"Bagsiden af medaljen er dog, hvis konkurrenter med lavere omkostninger sætter sig på ruterne, inden SAS er tilbage og på den måde vinder markedsandele, som SAS kan få svært ved at vinde tilbage," lyder det videre.

Ifølge banken er det for tidligt at drage en endelig konklusion, men fremmarchen fra konkurrenter som Air France/KLM og Ryanair giver grund til øget nervøsitet.

"SAS' tilbageholdenhed kan blive ekstremt dyr i form af tabte markedsandele," skriver Sydbank.

Aktien stiger 1,5 pct. til 1,25 kr.

Erhvervskommentator forudser SAS-konkurs hvis statsstøtte stopper

SAS fordobler passagertal – men er stadig under før corona 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også