Renault-aktien gasser op efter hævet anbefaling

Renault kører fredag formiddag helt frem i feltet med en kursstigning på 4,4 pct. til 34,38 euro. Det sker efter en hævet anbefaling dagen efter et større fald torsdag som følge af, at tyske Daimler solgte hele sin aktieandel i selskabet.
Det skriver Bloomberg News.
Den franske bilproducent har fredag fået hævet anbefalingen af aktien til "overvægt" fra "ligevægt" af det amerikanske finanshus Morgan Stanley, der samtidig har løftet kursmålet til 45 euro fra 40 euro.
Morgan Stanley-analytikeren Harald Hendrikse begrunder den løftede anbefaling med, at Renault har udsigt til et forbedret 2022, hvis bilfabrikanten kan øge produktionsvolumenet, som kan opveje forsyningsudfordringerne.
Renault faldt torsdag 4 pct. efter nyheden om, at Daimler, der er kendt for produktionen af Mercedes-Benz-biler, har solgt omkring 9,2 millioner aktier til en værdi i omegnen af 305 mio. euro.
Daimler har oven på salget gjort det klart, at samarbejdet mellem de to bilproducenter ikke vil blive påvirket af salget.
Tidligere på året solgte også Renault sin egen aktieandel i Daimler for omkring 1,14 mia. euro.
Aktien i Daimler løftes 0,6 pct. til 87,76 euro fredag.