Familieejet bilkoncern overtager importen af flere Stellantis-bilmærker

Fremover skal K.W. Bruun stå for importen af bl.a. Fiat og Jeep, og samlet kommer koncernen til at importere syv Stellantis-bilmærker.
Foto: Massimo Pinca/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Massimo Pinca/Reuters/Ritzau Scanpix

Den danske bilkoncern K.W. Bruun skal stå for den danske import af bilmærkerne Fiat, Alfa Romeo, Jeep og Fiat Professional.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra koncernen, der er ejet af den velhavende Bruun-familie.

Aftalen kommer efter fusionen mellem bilproducenterne PSA og FCA, der i starten af 2021 skabte verdens fjerdestørste bilproducent Stellantis.

I maj opsagde Stellantis hele det europæiske forhandlernetværk med virkning fra juni 2023 i et forsøg på selv at rykke tættere på bilkunderne. Et træk, der fik Bilbasens markedsanalytiker Jan Lang til at tale om "den første af de helt store forandringer i forhandlerlandskabet i Europa."

Efter stor bilkoncern har opsagt alle danske forhandlere: "Den første af de helt store forandringer" 

Samtidig skabte det usikkerhed om, hvad det ville få af betydning for K.W. Bruuns importørrolle, og koncerndirektør hos K.W. Bruun Import, Kenneth Hansen, måtte overfor Finans afkræfte rygter om, at importørkontrakten skulle være blevet opsagt.

Mærkerne, som nu skal importeres af K.W. Bruun Import, er en del af det gamle FCA, og i praksis sker overtagelsen af importrettighederne ved, at K.W. Bruun Import køber FCA Danmark. Det køb afventer nu godkendelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Kenneth Hansen kalder den nye aftale med Stellantis "en naturlig udvidelse af et langt og frugtbart samarbejde, der daterer helt tilbage til starten 1950´erne", hvor K.W. Bruun Import påbegyndte importen af Peugeot.

"Stellantis er en af verdens ledende bilproducenter med en stor satsning på elektrificering og udvikling af bæredygtig mobilitet, og jeg er ikke i tvivl om, at det udvidede partnerskab mellem Stellantis og K.W. Bruun Import vil blive en gevinst for begge parter," fortæller Kenneth Hansen i meddelelsen.

K.W. Bruun vil, hvis godkendelsen falder på plads, stå for importen af i alt syv Stellantis-bilmærker, da koncernen i forvejen importerer Peugeot, Citroën, DS og Opel.

Ifølge meddelelsen er valget af K.W. Bruun som importør af mærkerne et udtryk for, at Stellantis anser koncernen for at besidde "de kompetencer, der skal til for at øge FCA-mærkernes vækst og understøtte Stellantis' strategi."

”Dette er endnu et vigtigt skridt i udviklingen af Stellantis' forretningsstrategi, som vil gøre vores salgssetup i Danmark mere agilt, effektivt og dermed mere konkurrencedygtigt, samtidig med at kunderne altid er i centrum."

"K.W. Bruun Import er allerede en meget vigtig forretningspartner for Stellantis i Danmark, og med denne kontrakt bliver de en endnu stærkere partner for Stellantis på det danske marked. Vi er overbeviste om, at vores brands vil præstere endnu bedre i landet med dette nye setup," siger Philippe Narbeburu, der har titel af senior vice president for europæiske markeder (ekskl. G5) hos Stellantis.

Kæmpe bilkoncern opsiger samtlige danske forhandlere 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også