Flyselskab vil åbne første direkte rute mellem Sydney og London

Flyvningen mellem Sydney og London vil sætte verdensrekord og er blevet kaldt ”den hellige gral” for Qantas.
Foto: Sebastian Kahnert/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Sebastian Kahnert/AP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det australske luftfartsselskab Qantas vil lancere verdens første direkte flyrute fra Sydney til London og New York City. Det skal ske inden udgangen af 2025.

Qantas oplyser i en erklæring mandag morgen australsk tid, at det vil bestille 12 fly af typen Airbus A350-1000 til projektet, der er blevet døbt Projekt Solopgang.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Qantas’ administrerende direktør, Alan Joyce, udtaler i erklæringen, at ”nye flytyper gør alting muligt”.

”A350 og Projekt Solopgang vil betyde, at enhver by kun er en enkelt flyvetur væk fra Australien,” siger Joyce ifølge AFP.

”Det er den sidste grænse, der skal krydses, og den endelige løsning på afstandens tyranni,” tilføjer han.

Den kommercielle flyvning fra Sydney til London vil blive verdens længste direkte flyvning og tage knap 20 timer.

Ifølge The Guardian har Qantas været nødt til at udsætte sine planer om den lange flyvning i mere end fem år. Projekt Solopgang er blandt andet blevet forsinket af coronapandemien.

Aftalen med den franske flyproducent Airbus er et stort gennembrud for Alan Joyce. Han har tidligere beskrevet den direkte flyvning mellem Sydney og London som ”den hellige gral” for det 101 år gamle luftfartsselskab.

Qantas lancerede første gang ruten mellem Sydney og London i 1947. Dengang krævede flyvningen adskillige stop på vejen, og hele turen tog omkring 58 timer.

I 2018 præsenterede Qantas sin første direkte flyvning fra Australien til London. Således tager det omkring 17 timer at flyve cirka 14.500 kilometer direkte fra Perth i det vestlige Australien til den britiske hovedstad.

For få dage siden meddelte Boeing, at udviklingen af den amerikanske flyproducents 777X-jetliner bliver forsinket yderligere. På et tidspunkt var jetlineren med i kampen om den første direkte flyvning fra Australiens østkyst til London og New York City.

Analytiker vil have ejere ”ud af busken” efter nedslående SAS-nyhed

SAS har kun set begrænset fremskridt i transformationsplan

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også