Amerikanske Tesla vil hæve priserne med op til 6000 dollar (ca. 42.800 kr.) på flere af bilerne i sin portefølje for at opveje for stigende omkostninger forbundet med råvarer og særligt batterikomponenter.
Det erfarer branchemediet Electrek ifølge Bloomberg News.
Gennemføres prisforhøjelserne, vil det være tredje gang i år, at Tesla skifter prisskiltene ud på sine biler. I fremtiden vil Model 3 koste 57.990 dollar i USA, svarende til en prisstigning på 2500 dollar, mens Model X ses stige 6000 dollar til i alt 120.990 dollar, fremgår det af Electrek.
Teslas administrerende direktør, Elon Musk, oplyste tidligere på ugen, at Tesla har haft tre svære måneder efter længere tids nedlukning i Shanghai, hvor en af selskabets vigtigste fabrikker ligger, foruden udfordringer med forsyningskæderne.
”Det har været et hårdt kvartal - primært på grund af udfordringer med forsyningskæderne og produktionen i Kina,” fremgår det af en mail fra Elon Musk til ansatte i Tesla.
Analytikere venter, at Teslas produktion i indeværende kvartal vil være aftaget til 296.000 enheder som følge af udfordringerne. I først kvartal kunne Tesla sende 310.048 elbiler videre fra samlebåndet og ud til forbrugerne.
Musk advarer om svært kvartal i brev til Tesla-ansatte