Debat: Den kollektive transport er et forvirrende kludetæppe
”Hvis vi skulle bygge den kollektiv transport op fra ny i dag, så ville vi have gjort det anderledes,” sagde transportminister Trine Bramsen (S) i en debat på årets Folkemøde på Bornholm.
Jeg var selv med i den pågældende debat. Jeg var oprindeligt blevet inviteret med i min kapacitet som direktør i Cyklistforbundet, men jeg stoppede som bekendt der for over en måned siden, så min deltagelse var som Folketingskandidat for Radikale Venstre.
For mig personligt var det en enorm befrielse ikke at være bundet af alene at skulle tale om hverdagscyklisme, men endelig kunne sprede vingerne lidt mere ud i en mere generel transportpolitisk debat.
Jeg mener at huske, at ministerens udtalelse kom, efter at jeg lidt overstadigt havde sagt jeg – upåagtet mit over kvarte århundrede som medlem af Radikale Venstre – ville stemme på den politiker, der ville slå alle de mange kollektive trafik-operatører i Hovedstadsregionen sammen.
Det var og er selvfølgelig helt omkostningsfrit for mig at sige dette, da jeg – desværre – ved, at det nok ikke kommer til at ske foreløbig.
Men ministerens svar var nu ganske opmuntrende – og forløsende.
Et kludetæppe
For hvordan ville det mon se ud, hvis vi tænkte nyt, og hvis vi anerkendte – hvad vi jo har lært alt om de sidste godt to år – at dagen i morgen kan være helt anderledes end dagen i dag?
I dag betjenes borgerne, der bruger den kollektive trafik i Region Hovedstaden, af Movia, DSB, S-tog, Metro og regionsdrevne lokalbaner. Og sådanne kludetæpper ser man over hele landet. Det er jo absurd, når man sammenligner med f.eks. London, der håndterer hele byens kollektive trafik under en enkelt hat; Transport for London – der i øvrigt også står for at skabe et sammenhængende net af cykelinfrastruktur.
Kludetæppet skaber også et totalt forvirrende zone- og billetteringssystem. Det er først for ganske nylig, at det gik op for mig, at der er enorme prisforskelle på den billetpris, jeg betaler på mit Rejsekort, når jeg tager DSB, ift. den pris, jeg betaler via DSB appen, hvis jeg køber samme rejse som en Orange Billet.
Undervejs i debatten på Folkemødet fortalte DI-Transports nye direktør Karsten Lauritzen, fhv. minister og MF’er, at han (jeg tror, der er en god nørd gemt inde i ham) havde talt sig frem til, at der var 960 forskellige takstzoner i den kollektive trafik i Danmark. Det er jo ikke bare absurd; det er helt gakkelak i dette lille bitte land.
Der er, som ministeren også var inde på, uden tvivl en masse kommunale og regionale særinteresser i al dette; bestyrelsesposter i trafikselskaber, kommunal finansiering af driften, udfordringer i de tværkommunale samarbejder m.m.
For mig at se må løsningen være, at staten sætter gang i et udviklingsarbejde, der fastsætter den overordnede ramme for, hvilket udbud af kollektiv transport, danskerne har krav på at have adgang til.
Udviklingsarbejdet skal også føre til et meget mere enkelt, og gennemskueligt prissætningssystem for billetter, samt sikre at den kollektive transport i Danmark hænger godt sammen; både ift. der hvor vi bor og arbejder – og med den øvrige infrastruktur (inkl. de private biler).
Transportministeriet – eller Mobilitetsministeriet, som jeg gerne så det omdøbt til – bør enten få sig en decideret ’Udviklings- og Innovationsafdeling’ og/eller genetablere det hedengangne Transportråd, som fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen fik nedlagt i sit tåbelige opgør med ekspertvældet.
Der er i den grad behov for at få styrket grundlaget for beslutningerne på transportområdet.
Den seneste Infrastrukturplan 2035 taler sit eget tydelige sprog med en komplet mangel på vision for, hvordan danskernes transport i hverdagen skal udvikle sig i fremtiden i en mere grøn, bæredygtig og samfundsøkonomisk fornuftig retning. Den forsøger blot ret hjælpeløst, at løse morgendagens udfordringer med gårsdagens løsninger.
I en anden debat på Folkemødet kom Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) med en meget rigtig pointe: De kommende årtiers mobilitetspolitik skal have fokus på knudepunkter. Dvs. der hvor vi skifter mellem transportformer.
Her skal både online teknologier i kombination med gode fysiske rammer (inkl. tryg og sikker cykelparkering og P-pladser til personbiler) gøre skiftet mellem de forskellige transportformer – inkl. den kollektive transport – nemt, enkelt og gnidningsløst.
Det er vel ikke for meget forlangt.
