SAS-piloter opfordres til forhandlinger om brancheoverenskomst

Dansk Industri opfordrer piloter til at forhandle på ny med SAS. Der bliver foreslået en brancheoverenskomst (Opdateret).
Formand for DI Transport, Karsten Lauritzen. | Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix
Formand for DI Transport, Karsten Lauritzen. | Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Hvis flyselskaberne skal have bedre økonomiske forudsætninger i fremtiden, så bør piloterne komme over på en brancheoverenskomst.

Det er opfordringen i en meddelelse fra SAS og Dansk Industri (DI).

I meddelelsen opfordres de SAS-piloter, der har strejket siden mandag, til at vende tilbage til deres arbejde med det samme.

Piloterne opfordres også til at indlede forhandlinger om en brancheoverenskomst. Det vil sige en overenskomst, som dækker piloterne i alle flyselskaber i Danmark.

”Hver dag, konflikten står på, er der 30.000 mennesker, som får aflyst deres rejse og ødelagt deres sommerferie.”

”Vi opfordrer piloterne til at tage imod invitationen fra SAS, stoppe strejken og komme tilbage til forhandlingsbordet,” siger Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport.

I øjeblikket strejker omkring 1000 SAS-piloter, hvoraf nogle af dem er ansat i Danmark.

Årsagen til strejken er, at piloterne ikke har været tilfredse med det tilbud om en ny overenskomst, som SAS har lagt på bordet.

I DI, der altså opfordrer piloterne til at forhandle om en brancheoverenskomst, påpeger Karsten Lauritzen, at brancheoverenskomster er almindelige i Danmark.

”Det er luftfartsbranchen, der er ualmindelig med en hård konkurrence mellem selskaberne om medarbejdernes løn og arbejdsvilkår.”

”Der er brug for, at flyselskaberne får den nødvendige ro og konkurrencedygtighed, så de bedre kan klare sig i den skærpede internationale konkurrence,” siger Karsten Lauritzen.

SAS-piloterne i Danmark er organiseret i fagforeningen Dansk Metal. Herfra siger forhandlingschef Keld Bækkelund Hansen, at man altid er indstillet på at vende tilbage til forhandlingerne.

Han har dog svært ved at se, hvordan en brancheoverenskomst ville kunne løse noget nu og her.

Blandt andet peger han på, at man ikke kan ophæve de overenskomstaftaler, der er indgået og lige nu gælder rundt om i flyselskaberne.

Derfor vil en brancheoverenskomst kun være aktuel for nye medlemmer i DI, siger forhandlingschefen, som imidlertid ikke afviser, at der på sigt kan være en idé i en samlet overenskomst for branchen.

”Hvis man blander en brancheoverenskomst ind i de her forhandlinger, så bliver det et langt stræk, fordi det er der ikke udsigt til, at man kan lave den hen over en sommer.”

”Det er noget, der kræver et stort forudgående arbejde, og så vil den i øvrigt ikke blive gældende for andre end dem, der melder sig ind i DI, efter at den her overenskomst er blevet lavet,” siger Keld Bækkelund Hansen.

(Opdateret kl. 12.01 med kommentar fra Dansk Metal)

HK Luftfart-formand er bekymret for fremtidigt forhandlingsklima i SAS

100 SAS-flyvninger skal hente turister hjem de næste dage

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også