Lobbyist bag Uber-læk står frem med navn

Mack MacGann siger, at han lækkede Uber-dokumenterne for ”at rette op på nogle fundamentalt forkerte ting”.
Foto: David Swanson/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: David Swanson/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der er kommet navn og billede på den herre, som besluttede sig for at blæse i fløjten og dele utallige dokumenter, som afslørede kørselstjenesten Ubers beskidte metoder for at vinde frem globalt.

Navnet på whistlebloweren er Mark MacGann, og han stod i spidsen for at pleje Ubers relationer med magthavere rundt omkring i verden.

Dokumentlækket viser blandt andet, at Uber forsøgte at skabe konkurrencefordele ved at fedte sig ind hos premierministre, præsidenter, milliardærer, oligarker og mediemoguler.

Det var MacGanns arbejde.

Lobbyisten er stået frem for ”at rette op på nogle fundamentalt forkerte ting”. Det siger han i et længere interview med den britiske avis The Guardian, som også bringer billeder af MacGann sammen med adskillige store politiske profiler.

Blandt andet er der billeder, hvor han er sammen med Frankrigs nuværende præsident, Emmanuel Macron, og Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair.

Han er også afbildet med Kristalina Georgieva, som i dag er chef for Den Internationale Valutafond (IMF).

Den i dag 52-årige MacGann siger, at han delte dokumenterne blandt andet på grund af anger.

”Jeg er delvist ansvarlig,” siger han.

”Det var mig, som talte med regeringerne, det var mig, som skubbede det ud til medierne, det var mig, som fortalte folk, at de skulle ændre reglerne, fordi det ville være fordelagtigt for chaufførerne, og at folk ville få så mange økonomiske muligheder.”

MacGann fortæller The Guardian, at han fortryder, at han var en del af den gruppe mennesker, som ”masserede” fakta for at vinde tillid hos chaufførerne, forbrugerne og den politiske elite.

”Jeg burde have udvist mere fornuft og gjort mere for at stoppe vanviddet. Nu er det min pligt at åbne munden og hjælpe regeringer og parlamentarikere med at rette op på nogle fundamentalt forkerte ting. Moralsk set har jeg ikke haft noget valg,” siger han.

Tidligere EU-kommissær beskyldes for lobbyvirksomhed for Uber

Læk afslører Ubers beskidte metoder for at vinde frem

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også