Greenmobility-chef sætter ord på overvejelser om strategi-ændring

Det danske delebilselskab overvejer at omlægge strategien på grund af mulige likviditetsudfordringer. ”Vi er jo i en tid, hvor der er rigtig mange usikkerheder,” siger økonomidirektør.
Foto: PR Greenmobility
Foto: PR Greenmobility
AF MARKETWIRE

Delebilsselskabet Greenmobility overvejer som følge af markedsforholdene at justere på sin strategi for at passe på likviditeten.

Det kan betyde en udsættelse af realiseringen af ambitionerne i 2025.

”Men vi er jo i en tid, hvor der er rigtig mange usikkerheder, og størsteparten er ude af vores kontrol. Eksempelvis krigen i Ukraine, som påvirker alle de finansielle markeder, som også har indflydelse på elpriser, og hvis det bliver værre, så vil vi tage det med i vores overvejelser og beslutninger,” siger Greenmobilitys økonomidirektør, Anders Wall, til MarketWire og fortsætter:

”For nu ser vi ikke, at det er noget, der har haft en stor betydning, men det kan det få.”

Selskabet stræber fortsat efter at være til stede i 35 byer og have 10.000 elektriske biler kørende i 2025, men den plan kan risikere at blive justeret.

”Det er en af de ting, som kan blive påvirket af det. Fordi i sidste ende, der handler det om, at vi skal drive en ordentlig forretning, og når der kommer tilpas mange eksterne faktorer, så er vi nødt til at kigge på tingene og løbende vurderer, om den langsigtede strategi stadig er realistisk på den tid,” siger selskabets økonomidirektør, Anders Wall.

Han forsikrer yderligere, at selskabets overordnede ambitionsniveau er uændret.

Baseret på den nuværende strategi har Greenmobility tilstrækkelig likviditet til finansiering af aktiviteterne ”et godt stykke” ind i 2023, oplyser selskabet.

Selskabet er påvirket af ”den nuværende ekstraordinære situation på forbrugermarkedet”, hvor den høje inflation og generelle usikkerhed om forbrugernes økonomi kan påvirke forbrugerbeslutninger- og adfærd.

Dertil kommer stigende elpriser, der har fået Greenmobility til at introducere et midlertidigt energigebyr per kilometer.

Handelsopdateringen for tredje kvartal viser vækst på flere fronter sammenlignet med samme periode i 2021, men på bundlinjen står der røde tal grundet omkostninger ved opstart på det tyske marked.

Omsætningen er steget med 56 pct. i forhold til samme kvartal sidste år til 26,42 mio. kr., mens der på bundlinjen står et minus på 20,3 mio. kr. mod minus 11,9 mio. kr. i samme periode i 2021.

Selskabet havde i tredje kvartal 212.298 kunder svarende til en vækst på 44 pct. sammenlignet med tredje kvartal sidste år, og antallet af ture er steget 20 pct.

Greenmobility fastholder forventningerne til regnskabsåret 2022 om en omsætning i niveauet 100-110 mio. kr. og et underskud efter skat på 60-70 mio. kr.

Aktien i Greenmobility ligger ved 15-tiden 9,2 pct. højere i 64,40 kr.

Greenmobility overvejer justering af strategi for at passe på likvider

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også