Tyskland indfører krav om coronatest for rejsende fra Kina

Der vil også blive foretaget stikprøver med henblik på at spore andre varianter af covid-19 virus.
Foto: Kim Hong-Ji/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Kim Hong-Ji/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Den tyske sundhedsminister, Karl Lauterbach, siger torsdag, at Tyskland indfører krav om mindst en hurtig negativ coronatest for rejsende fra Kina, når de kommer til landet.

Han siger, at der også vil blive foretaget stikprøver med henblik på at spore andre varianter af covid-19 virus. Samtidig vil der komme udvidet overvågning af spildevand på fly fra Kina.

Tysklands sundhedsminister har især udtrykt bekymring for en ny coronavariant, som knyttes til hospitalsindlæggelser i det nordøstlige USA.

Det er omikronvarianten XBB.1.5, som foruroliger smitteeksperter.

”Vi har iværksat overvågning for at få klarlagt, hvorvidt denne variant er i Tyskland - og i givet fald i hvilket omfang,” siger Lauterbach.

En række lande har på det seneste indført testkrav specifikt for rejsende fra Kina. Det gælder blandt andet Storbritannien, Frankrig, Spanien og Italien i Europa. Også USA og lande i nærområdet som Indien, Taiwan og Sydkorea har indført testkrav for indrejsende fra Kina.

EU’s krisehåndteringsorgan, IPCR, der består af repræsentanter fra alle EU’s 27 medlemslande, anbefalede onsdag, at EU-landene kræver at se negative coronatest. Organets anbefaling minder om en tidligere anbefaling fra EU-Kommissionen.

Kina lempede i slutningen af 2022 landets hidtidige strenge restriktioner.

Det har medført høje smittetal mange steder. Samtidig planlægger Kina at åbne for, at landets indbyggere fra 8. januar kan rejse til udlandet.

Op mod 70 procent af indbyggerne i Shanghais - Kinas største og mest velhavende by - kan være smittet med covid-19, siger en af byens mest fremtrædende læger, Chen Erzhen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også