Alle amerikanske fly står stille på jorden efter datafejl

De amerikanske luftfartsmyndigheder bekræfter fejl på computersystem. Uvist hvor længe fly skal holde stille.
Foto: Gary Hershorn/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Gary Hershorn/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Alle fly i USA skal blive på jorden på grund af et udfald i de føderale flymyndigheders computersystem.

Her skal de blive mindst indtil klokken 15 dansk tid, så den føderale luftfartsmyndighed i USA, FAA, får tid til at opdatere - reboote - sit system, rapporterer tv-stationen MSNBC.

ABC News skriver, at der er fundet en fejl i et computersystem, der har betegnelsen Notam (Notice to Air Missions). Det drives af FAA.

Notam er et system, der giver piloter og flypersonale de sidste aktuelle informationer, inden deres fly skal køre ud på landingsbanen for at lette.

Det kan være advarsler om indkomne fly, om reparationer på startbaner og fugleflokke, der kan bringe fly i fare.

”FAA oplever et udfald, som rammer opdateringen af Notam. Fly kan ikke frigives på dette tidspunkt,” hedder det.

Det er uvist, hvor lang tid man skal bruge på at rette computerfejlen.

”Teknikere arbejder lige nu for at genoprette systemet, og der er ikke på dette tidspunkt noget skøn for genopretningen af tjenesten,” skriver FAA.

”Vi vil komme med hyppige opdateringer, i takt med at vi gør fremskridt,” lyder det.

Kort før klokken 13.30 dansk tid ser det ud som om, at USA’s cirka 19.000 lufthavne - store som små - er berørt.

Der er til dagens flyvninger i USA 2,9 millioner sæder til rådighed ifølge BBC. Det er dog ikke alle fly, der har fuld belægning.

SAS, der har adskillige flyvninger til USA i løbet af dagen, siger, at selskabet ikke umiddelbart er berørt.

”Det er stadig ”early hours”, og vores næste flyvning rammer først USA om seks timer, og derfor er det ikke noget, der påvirker vores trafik lige nu,” siger Alexandra Kaoukj, der er pressechef i SAS til Marketwire.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også