Flere kinesiske elbiler på vej til Europa

Over 100 nye biler vises på Shanghai Auto Show. 12 kinesiske mærker er ifølge chefredaktør på vej til Europa.
Foto: Hector Retamal/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Hector Retamal/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Biludstillinger er så småt ved at dø ud i den vestlige verden, men tirsdag startede Shanghai Auto Show i Kina, hvor både asiatiske og vestlige bilbrands præsenterer over 100 nye modeller.

Det er ifølge Bil Magasinets chefredaktør, Mikkel Thomsager, bemærkelsesværdigt, da flere kinesiske bilmærker peger snuden mod Europa.

”Det vælter ud med nye elbiler fra Kina i øjeblikket. De har alle sammen retning mod den vestlige verden. Det vil de selvfølgelig gerne vise på den udstilling,” siger Mikkel Thomsager.

Chefredaktørens påpeger, at der blot i år er 12 nye kinesiske bilmærker på vej til Europa.

”Når vi kigger på bilerne, er der ikke noget at pege fingre af længere. For ti år siden var det skrammel og møg, der kom fra Kina. I dag er det særdeles kompetente produkter, der nærmest har taget førertrøjen på, når det gælder elbiler,” siger Mikkel Thomsager.

Han fortæller desuden, at der før i tiden også var store biludstillinger i Europa i blandt andet Frankfurt, Paris og Genève, men at de gennem tiden og især grundet corona er decimeret til ingenting.

Amerikansk optur

I USA vinder udstillingerne ifølge chefredaktøren dog lidt land igen, hvor Los Angeles Motorshow er på vej tilbage.

Blandt lanceringerne løftede kinesisk-svenske Polestar sløret for sin nye model med navnet ”Polestar 4”. 

En elektrisk firhjulstrækker, der ikke har nogen bagrude, som i stedet erstatter bakspejlet med en skærm, der viser et billede fra et kamera bag på bilen.

Inden for de mere futuristiske nyheder har BMW fremvist sin konceptbil med navnet ”i Vision Dee”, som kan skifte mellem 32 forskellige farver.

Elektriske køretøjer opgør omkring en fjerdedel af bilsalget i Kina, som er verdens største bilmarked.

”Kina er stedet at være. Vi kommer fra München, men vi har hjemme i Kina,” sagde Frank Weber, som er direktionsmedlem hos den tyske bilproducent BMW.

Selve udstillingen finder sted på 320.000 kvadratmeter, hvor mere end 1000 udstiller, og 150 pressekonferencer finder sted.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også