Ny Arriva-ejer vil skabe "radikale ændringer" – og er klar med skarpt krav

Den første store ændring under kapitalfonden Mutares’ ejerskab af Arriva kan allerede ses. Nu venter 100 dage, hvor strategien skal snittes helt til, fortæller ny bestyrelsesformand til MobilityWatch.
Der skal ske en transformation af den eksisterende forretning, der sikrer, at virksomheden igen er profitabel om 12 til 18 måneder,” lyder ambitionen fra Arriva Danmarks nye ejer. | Foto: Bonnerup Claus/Ritzau Scanpix
Der skal ske en transformation af den eksisterende forretning, der sikrer, at virksomheden igen er profitabel om 12 til 18 måneder,” lyder ambitionen fra Arriva Danmarks nye ejer. | Foto: Bonnerup Claus/Ritzau Scanpix

Bus- og togoperatøren Arriva Danmark har gennem en årrække kørt med underskud og generelt været en forretning præget af store udfordringer. 

Men nu skal der ske ændringer. Hurtigt.

Det fortæller Thibault Depoix-Joseph i et interview med MobilityWatch. Han er direktør hos kapitalfonden Mutares, der i går, mandag, fik godkendt sin overtagelse af Arriva, og som nu er ny formand for selskabets bestyrelse.

”Det, der ligger fast, er, at vi vil skabe radikale ændringer i forhold til, hvordan det har set ud det seneste år. Der skal ske en transformation af den eksisterende forretning, der sikrer, at virksomheden igen er profitabel om 12 til 18 måneder,” siger Thibault Depoix-Joseph.

Det arbejde består grundlæggende af to faser, forklarer han. Men samtidig har man også været nødt til at tage hul på et område, som den tidligere ejer Deutsche Bahn har afholdt sig fra i en årrække.

Transformation og relancering

Den tyske kapitalfond Mutares er specialiseret i at overtage udfordrede selskaber og gøre dem til sunde forretninger igen – for derefter at kunne sælge dem videre med profit.

Overordnet fokuserer kapitalfonden på bil- og mobilitetssektoren, ingeniør- og teknologivirksomheder samt selskaber inden for ”goods and services”.

Mutares har i Norden bl.a. overtaget NCC Road Services Danmark og norske Frigoscandia, som er specialiseret i køle- og fryselogistik.

Med overtagelsen af Arriva Danmark får kapitalfonden udover landets største busoperatør og næststørste togoperatør også andre aktiviteter på paletten. 

Med overtagelsen følger også delebilsselskabet Share Now og UCPlus, der er et uddannelseshus for bl.a. transportuddannelser.

Særligt Share Nows fremtid har der før været sået tvivl om, da delebilsoperatøren ligeledes har været udfordret på rentabiliteten.

”Det er noget, der skal diskuteres,” siger Thibault Depoix-Joseph om fremtiden for delebilsselskabet, som han dog betegner som en ”meget spændende forretning”.

For nuværende skal der dog tages hul på den første af to faser, som Arriva Danmark skal igennem under Mutares’ ejerskab, fortæller han.

Den første fase, transformationsfasen, og derefter relanceringsfasen.

I det arbejde står Arriva dog i en særlig position, påpeger Thibault Depoix-Joseph.

Mange ting at skrue på

I transformationsfasen handler det om at skabe ”operational excellence”, som Thibault Depoix-Joseph betegner det. Her skal der med andre ord skrues på selskabets drift, så den igen giver overskud.

”Her kan du kigge på hele området for opgaveplanlægning, hele indkøbsområdet og vedligehold, ligesom der også er it-afdelingen og selvfølgelig kontrakterne,” siger han.

Ifølge Mutares-chefen bør der være muligheder for optimeringer på alle områder, da det netop er den slags tiltag, som er Mutares’ speciale.

De første 100 dage under Mutares’ ejerskab kommer netop til at bestå i at skulle dykke helt ned i Arriva Danmarks drift. 

Sammen med selskabets ledelse skal der så brygges på en plan for, hvordan man inden for halvandet år igen bliver en overskudsgivende forretning og dermed kan tage hul på relanceringsfasen.

Et særligt forhold, som Mutares dog er nødt til at tage højde for, mens transformationsfasen pågår, er, at der skal investeres penge i at deltage i udbud om nye trafikkontrakter.

Noget, som Arriva i de sidste år under Deutsche Bahns ejerskab har holdt sig fra. Det skyldtes, at den nu tidligere tyske ejer ikke ønskede at investere flere penge i selskabet.

Dette har dog også besværliggjort forretningensdriften for Arriva-ledelsen i Danmark, idet flere eksisterende kontrakter har vist sig at være urentable, samtidig med at det altså ikke har været muligt at skaffe ny forretning.

Netop derfor har Mutares allerede iværksat, at Arriva igen skal deltage i udbud, fortæller Thibault Depoix-Joseph.

”Selskabet er allerede tilbage til at deltage i udbud og har gjort det de seneste to måneder, hvor vi har støttet dem med nogle bud. Det ville forsinke væksten for meget ikke at gøre det,” siger han.

Også UCPlus kommer til at lægge nogle ”interessante bud” ind i løbet af sommeren, tilføjer Depoix-Joseph.

”Det her er kun begyndelsen.”

Tre svære år

For nuværende ønsker Thibault Depoix-Joseph ikke at blive mere konkret på specifikke tiltag, der kan gøre Arriva Danmark til en profitabel forretning – eksempelvis om det er nødvendigt at reducere antallet af medarbejdere. 

Han henviser til, at man i de følgende 100 dage, som man netop har taget hul på, skal dykke helt ned i selskabets drift.

”Det, der er vigtigt lige nu, er at sikre, at virksomheden bliver stærkere. De sidste tre år har været rigtig svære for medarbejderne og ledelsen. Nu skal maskinen fornys, så Arriva Danmark igen kan være en nøgleaktør i den danske infrastruktur,” siger han.

Selskabets genrejsning skal imidlertid ske i en tid, hvor den offentlige transport er stærkt udfordret i Danmark.

Flere trafikselskaber og -operatører melder om vigende passagertal og deraf også dårligere indtjening. 

”Det er selvfølgelig noget, vi holder skarpt øje med,” siger Thibault Depoix-Joseph.

Mutares-chefen er dog generelt langt mere optimistisk på den kollektive trafiks vegne end det billede, der flere steder er blevet tegnet i kølvandet på coronakrisen og den høje inflation.

Dels ser han de højere leveomkostninger skubbe flere mod den kollektive trafik. 

Det voksende fokus på grøn transport og bæredygtighed vil samtidig også være et salgsargument, i takt med at busflåderne og togene bliver elektrificerede. 

Endelig hæfter han sig også ved, at befolkningstallet vokser i landet, og at markedet derfor naturligt vil blive større.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også