Aktivistgruppe roser hærværk: Over 100 biler piftet på Frederiksberg

Politiet var tidligere på Egernvej og Solsortvej på Frederiksberg for at efterforske hærværk på bilerne.
Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix

Den internationale aktivistgruppe med navnet ”The Tyre Extinguishers” roser de personer, der har lukket luften ud af bildækkene på over 100 biler.

”Hele 120 firhjulstrækkere blev ramt i går nat i Frederiksbergområdet. Godt arbejde danske venner,” skriver aktivistgruppen på det sociale medie Twitter onsdag med et billede, der viser en flyer på en bilrude.

”ADVARSEL - din benzinsluger dræber!” står der med stort på flyeren med aktivistgruppens logo på.

På gruppens hjemmeside fremgår det, at den specifikt går efter firhjulstrækkere, da de ifølge gruppen er katastrofale for menneskers helbred, klimaet og offentlige sikkerhed.

”Vi vil gøre det umuligt at eje en stor forurenende firhjulstrækker i verdens urbane områder,” står der.

Københavns Politi skrev tidligere på dagen:

”Vi er til stede på Frederiksberg - blandt andet på Egernvej og Solsortvej, hvor mange biler har fået lukket luften ud af dækkene,” skriver politiet.

”Vi efterforsker hærværket og hører gerne fra borgere, der har set noget,” lyder det.

Martin Kajberg, der er vagtchef ved Københavns Politi, fortæller til Ekstra Bladet, at det ligner et klimarelateret budskab.

”Det minder om noget, vi har set før,” siger han til mediet.

”Umiddelbart tyder det på, at det er større biler, man er gået efter, men det er svært at sige præcist, før alle er kommet ned til deres biler og har anmeldt det.”

Der er blevet lagt sedler i ruderne på bilerne, som politiet kender fra tidligere sager.

Berlingske har tidligere skrevet om aktivistgruppen ”The Tyre Extinguishers”, der netop har åbnet for dækventiler for at sende et klimabudskab til ejerne.

Har man oplysninger, man mener kan være brugbare for politiet, skal man ringe på 114.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også