Volkswagen og Stellantis indgår millliardaftale om nødvendige batterimetaller
Den tyske bilproducent Volkswagen og bilkoncernen Stellantis investerer hver 100 mio. dollar i en kompliceret transaktion, der vil skabe et børsnoteret mineselskab, som skal producere nikkel og kobber til brug i batterier til deres elbilproduktion.
Det skriver Wall Street Journal.
Aftalen sker som led i et Special Purpose Acquisition Company (SPAC), der er et tomt selskab, hvis formål det er at hente tilstrækkeligt med kapital fra forskellige store investorer for til sidst at kunne optage sine aktier til handel på børsen.
Den nye milliardaftale er unik, da den er den første af sin slags til at forene forskellige dele af bilindustriens produktionskæde i en enkeltstående transaktion.
Mineselskabet ved navn ACG Acquisition skal producere metallerne fra to brasilianske miner, der bliver drevet af elektricitet fra vandkraft.
Ifølge Wall Street Journal har Minegiganten Glencore også skudt 100 mio. dollar i aftalen og er gået med til at forarbejde minernes forekomst af nikkel og kobber til brug i batterier på faciliteter i Vesteuropa og Nordamerika, hvilket sikrer selskabet statsstøtte.
Transaktionen sker i kølvandet på stigende interesse fra vestlige elbilproducenter i at sikre sig råmaterialer uafhængigt af Kina, som er den førende nation i verden til at forarbejde batterimetaller.
Mange vestlige bilproducenter ønsker at leve op til højere klima- og arbejdsstandarder, der kan kvalificere dem til milliarder af dollar i lån, statsstøtte og skattefradrag i USA, Canada og Europa, skriver Wall Street Journal.
Det nye mineselskabs succes vil i høj grad afhænge af det omskiftelige råvaremarked, men ifølge avisen ventes stor efterspørgsel på elbilbatterier at understøtte nikkel og kobbers priser de kommende år.