Ford afviser at kunne gå højere i tilbud til strejkende medarbejdere
Bilproducenten Ford mener ikke at kunne tilbyde mere end det lønløft på 23 pct., selskabet allerede har tilbudt til de strejkende medarbejdere organiseret i United Auto Workers (UAW).
Det skriver flere medier - herunder Reuters og Bloomberg News.
At gå længere op vil skade selskabet, lyder det fra Ford.
”Vi har været meget tydelige omkring, at vi er på grænsen. Vi har strukket os langt for at nå hertil. At gå længere vil skade vores evne til at investere i forretningen,” siger Kumar Galhotra, der er chef for Fords forretning for biler med forbrændingsmotorer, ifølge Bloomberg News.
I denne uge har UAW strammet skruen yderligere i den i forvejen langtrukne strejke og udvidet den til Fords største og indtjeningsstærke pickup-fabrik i Kentucky.
Ford-aktien faldt torsdag med 2,0 pct. til 12,01 dollar.