Analytiker: Tesla-udmelding bør vække genklang hos konkurrenter

”Når verdens førende producent af elbiler hælder så meget koldt vand på udsigterne, bør konkurrenterne og leverandørerne høre godt efter,” lyder det fra Morgan Stanley-analytiker.
Tesla-topchef Elon Musk. | Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Tesla-topchef Elon Musk. | Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Nedturen for Tesla i tredje kvartal, hvor overskudsgraden blev kraftigt reduceret på grund af færre leveringer, hvilket torsdag udløste et kursfald på 9,3 pct., var en ”skelsættende” advarsel til investorerne.

Det er ifølge Bloomberg News vurderingen fra Adam Jonas, analytiker hos den amerikansk investeringsbank Morgan Stanley.

”Når verdens førende producent af elbiler hælder så meget koldt vand på udsigterne, bør konkurrenterne og leverandørerne høre godt efter,” hedder det i en kommentar fra Adam Jonas, der ellers længe har været en ”Tesla-bull” med positive forventninger til aktien.

Jonas fremhæver, at Tesla i 2023 havde en global markedsandel for elbiler på 20 pct., mens koncernen sad på 50 pct. af hjemmemarkedet i USA.

Morgan Stanley-analytikeren mistænker dog, at Tesla også har været konservativ i sine forventninger til den nærmeste fremtid for at gennemføre tiltag til at beskytte koncernen mod en svær tid med øgede risici for væksten, for forbrugerne og geopolitisk.

”Mens nulstillingen kan gøre ondt på aktien på kort sigt, mener vi, at dette kan vise sig at være den rette strategi for selskabet og stakeholders på lang sigt.”

Tesla har i 2023 indledt en nærmest global priskrig med store rabatter på tværs af sine modeller for at forsvare sine markedsandele på et tidspunkt, hvor den globale vækst har spruttet.

Koncernen oplevede i tredje kvartal stadig en stigning i omsætningen på 9 pct. til 23,35 mia. dollar mod ventede 24,06 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie blev på 66 cent, sammenlignet med 1,05 dollar et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 74 cent, ifølge Bloomberg News.

Dykker man lidt længere ned i tallene steg bilsalget imidlertid kun 5 pct. på grund af færre leveringer til 19,63 mia. dollar, mens forretningen for solceller og batterier så en fremgang på 40 pct. til 1,56 mia. dollar, og serviceindtægterne gik op med 32 pct. til 2,17 mia. dollar.

Indtjeningsevnen tog samtidig et dyk, da bruttofortjenesten gik fra 25,1 pct. et år tidligere til 17,9 pct., mens konsensus på Wall Street var på 18,0 pct.

Overskudsgraden, målt på justeret EBITDA, faldt også tilbage til 16,1 fra 23,2 pct., da driftsoverskuddet faldt 3,76 mia. dollar mod 4,97 mia. dollar. Her var analytikerbuddet på 3,86 mia. dollar.

Morgan Stanley er fortsat langsigtet optimistisk omkring Tesla-aktiens udvikling med en anbefaling på ”overvægt” og et kursmål på 380 dollar per aktie, hvilket indikerer et potentiale på næsten 80 pct.

Aktien i Tesla falder fredag med 2,4 pct., men selskabet har stadig en markedsværdi på 680 mia. dollar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også