Nye investorer har sat trecifret millionlås på SAS-aftale

SAS har stadig mulighed for at indgå en alternativ aftale med andre parter, men det vil blive dyrt, viser ny investeringsaftale.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

I weekenden blev SAS enig med et konsortium af investorer om en investeringsaftale, der skal redde det kriseramte flyselskab ved hjælp af en stor milliardindsprøjtning.

Det kan imidlertid koste flyselskabet et gebyr på intet mindre end små 25 mio. dollar, svarende til 175 mio. kr., hvis investeringsaftalen opsiges.

Det fremgår af dokumenter, som SAS har sendt til den konkursdomstol i New York, der behandler selskabets såkaldte Chapter 11-sag, og som MobilityWatch har gennemgået.

Her har SAS søgt om godkendelse af investeringsaftalen med kapitalfonden Castlelake, den danske stat, flyselskabet Air France-KLM og den danske rigmand Henrik Lind.

(Artiklen fortsætter under billedet)

De nye investorer i SAS kan se frem til et solidt plaster på såret, hvis SAS opsiger aftale. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
De nye investorer i SAS kan se frem til et solidt plaster på såret, hvis SAS opsiger aftale. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Investorerne vil med aftalen skyde i alt små 12 mia. kr. i SAS i form af aktiekapital og nye lån, men kræver altså et anseeligt beløb, hvis SAS opsiger investeringsaftalen og i stedet indgår en alternativ aftale med en anden part.

Det ligger nemlig fortsat som en mulighed, frem til den endelige chapter 11-plan, altså den overordnede rekonstruktionsplan, er godkendt af domstolen, fremgår det af dokumenterne. 

Det understreges dog, at en alternativ aftale med andre parter ikke må ske på SAS’ eget initiativ.

Men skulle SAS modtage et nyt bud, som bestyrelsen vurderer er bedre for flyselskabet, kan man være forpligtet til at acceptere det.

I den forbindelse er det værd at nævne, at det tidligere har været fremme, at den amerikanske kapitalfond Apollo Global Management, som har lånt SAS milliarder til konkursprocessen, hidtil har været anset som en mulig overtager af i hvert fald en del af ejerskabet. 

I sidste ende valgte SAS dog konsortiet bestående af Castlelake, den danske stat, Air France-KLM og Lind Invest som det mest favorable bud. 

Et rimeligt niveau

Skulle handlen glippe for disse investorer, kræver de altså et opsigelsesgebyr på 24,71 mio. dollar svarende til ca. 2,9 pct. af den værdi, som de har forpligtet sig til at komme til SAS, lyder det i ansøgningen til domstolen. 

”Opsigelsesgebyret kompenserer på passende vis investorerne for deres risiko for at miste denne forpligtede finansieringsmulighed, samtidig med at det giver debitorens (SAS, red.) boer de fordele, der kommer af visheden om at have en forpligtet og bindende transaktion, samt visheden om at der ikke findes bedre forslag,” skriver SAS i ansøgningen om investeringsaftalen til domstolen.

Selv hvis SAS først indgår en alternativ aftale med en anden part hele 18 måneder senere, vil investorkonsortiet skulle kompenseres med de 175 mio. kr.

Ifølge SAS er opsigelsesgebyret blevet forhandlet med armslængdeprincip og er baseret på en analyse af lignende gebyrer, som flyselskabets finansrådgiver Seabury har stået for.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

SAS skriver, at man mener, at opsigelsesgebyret ”er rimeligt i lyset af transaktionens størrelse og den håndgribelige fordel” for flyselskabet ved, at investorerne er forpligtet på aftalen.

Det er nu op til konkursdomstolens dommer Michael E. Wiles at godkende investeringsaftalen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også