Britisk lavprisselskab tjener milliarder på flyrejsende

Easyjet har løftet sin omsætning med 41 procent til godt 70 milliarder kroner det seneste regnskabsår
Milliardunderskud forrige år er blevet til milliardoverskud i det seneste regnskabsår for selskabet Easyjet. | Foto: Jens Dresling
Milliardunderskud forrige år er blevet til milliardoverskud i det seneste regnskabsår for selskabet Easyjet. | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Rutsjebaneturen har været til at mærke i luftfartsbranchen de seneste år, hvor coronanedtur er blevet erstattet af milliardoverskud.

Det gælder også for det britiske lavprisselskab Easyjet, der i sit seneste regnskabsår har et overskud efter skat på knap 2,8 milliarder kroner.

Det viser årsregnskabet, der dækker perioden fra oktober og et år frem.

Johan Lundgren, der er selskabets topchef, forklarer blandt andet resultatet med, at Easyjet havde en rekordsommer.

”Vores rekordpræstation i sommer er med til at understrege vores strategis succes, og at efterspørgslen efter Easyjet stadig er stærk,” siger han.

Resultatet er en betydelig forbedring fra året forinden, hvor det blev til et underskud på godt 1,5 milliarder kroner.

Også omsætningen er blevet løftet - til mere end 70 milliarder kroner. Det svarer til en vækst på 41 procent.

Det er både et resultat af prisstigninger og øget kapacitet, samt at antallet af passagerer er steget med næsten 20 procent til i alt 82,8 millioner.

Topchefen er desuden overbevist om, at fremtiden ser lys ud.

”Bookingerne ser allerede ud til at overgå sidste år, og vores seneste forbrugerundersøgelser viser, at omkring tre fjerdedele af briterne planlægger at bruge flere penge på deres ferier end sidste år.”

”Vi er overbeviste om mulighederne forude, og vi fokuserer på kapitaldisciplin og at fortsætte med vores lavprismodel for at nå vores mål,” lyder det fra svenske Johan Lundgren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også