Passagerer på grøn flyrute skal også betale ny afgift

Ny passagerafgift er ikke tænkt som adfærdsregulerende. Derfor skal passagerer også betale, selv om de flyver 100 pct. grønt.
Man kommer ikke til at spare den planlagte passagerafgift, hvis man fra 2025 tager den mere klimavenlige indenrigsrute. | Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
Man kommer ikke til at spare den planlagte passagerafgift, hvis man fra 2025 tager den mere klimavenlige indenrigsrute. | Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Hvis alt går som planlagt, vil man i 2025 kunne sætte sig ind i en dansk indenrigsflyver, der udelukkende har bæredygtige flybrændstoffer i tanken.

Det er et af nøgleelementerne i den nye politiske flyaftale, der fredag blev præsenteret af regeringen, SF og Enhedslisten.

Ruten skal finansieres af den passagerafgift, der samme år introduceres, og som skal bidrage til den grønne omstilling af luftfarten.

Alligevel vil de passagerer, der sætter sig i den grønne indenrigsflyver i 2025, også skulle betale den nye afgift, der lyder på 30 kr., og som løbende stiger 50 kr. i 2030. 

Kort sagt sparer man altså ikke noget ved at tage den mere klimavenlige indenrigsrute.

Det bekræfter transportminister Thomas Danielsen (V) over for MobilityWatch.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Pressemøde fredag om ny passagerafgift | Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Pressemøde fredag om ny passagerafgift | Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Ministeren havde fredag ikke tid til at besvare spørgsmål om dette.

SF’s transportordfører Sofie Lippert fortæller dog, at de rejsende på den grønne indenrigsrute også skal betale den nye afgift som led i den samlede finansiering.

”Pengene fra afgiften skal bruges til at finansiere, at vi understøtter omstillingen til grønne brændstoffer. Det er ikke - som regeringen jo har lagt meget vægt på - en adfærdsafgift, der skal få folk til at lade være med at flyve,” siger hun til MobilityWatch.

”Derfor kommer den også til at være på de grønne ruter.”

Følger ikke udledning

SF har sammen med Enhedslisen presset regeringen til at ændre på de oprindeligt foreslåede passagerafgifter. 

I den endelige aftale, er det således blevet lidt billigere at flyve korte ruter og lidt dyrere at flyve længere ruter.

Det skyldes, at SF gerne ser, at afgiften så vidt som muligt følger selve udledningen fra flyene. 

Sådan er det ikke endt for den grønne indenrigsrute, hvor passagererne altså også skal betale afgift, selv om den med regeringens ord bliver helt ”grøn.”

Ifølge Sofie Lippert kunne det dog også blive svært at håndtere, hvis afgiften og udledningen skulle matche helt, siger hun og tilføjer:

”Desuden forestiller jeg mig heller ikke, at vi kommer til at fjerne afgifterne helt, når vi har omstillet helt eller det meste.”

Passagerafgiften bliver på i gennemsnit 100 kr. for alle flyrejser, når den er fuldt indfaset i 2030.

Som MobilityWatch har beskrevet, er det dog slet ikke sikkert, at der kommer en 100 pct. grøn indenrigsrute i 2025, da der er tvivl om, om det bliver muligt. 

Det erkender transportministeren - læs mere om det nedenfor.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også