Dansk Metal skal mødes med Tesla og tale om overenskomster

Dansk Metal vil tale om overenskomster med Tesla Danmark, selv om Tesla-ejer Elon Musk er imod fagforeninger.
Foto: Wang Zhao/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Wang Zhao/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Dansk Metal skal inden for de nærmeste uger mødes med Tesla Danmark.

Det oplyser næstformand i Dansk Metal René Nielsen, over for Netavisen Pio.

”Vi vil forklare Tesla i Danmark, at begge parter har fordel af en overenskomst. Det er ikke kun lønmodtagersiden, der har nytte af en overenskomst. Det har arbejdsgiversiden også,” siger han til Pio.

Nyheden kommer i kølvandet på, at Tesla har afvist et krav om fælles overenskomst på elbilproducentens kæmpefabrik i Grünheide i nærheden af Berlin.

Til mediet oplyser René Nielsen, at Dansk Metal mødes med Tesla Danmark på forbundssekretær-niveau, mens Tesla Danmark stiller med folk på HR-chefniveau.

Dansk Metal har tidligere fremsendt sine overenskomstkrav til Tesla Danmark, lyder det.

Teslas administrerende direktør, Elon Musk, har før gjort det klart, at han er modstander af fagforeninger.

Det har for nylig fået den amerikanske bilgigant til at afvise et krav om fælles overenskomst på elbilproducentens fabrik i nærheden af den tyske hovedstad.

Modsat er økonomiministeren i den tyske delstat Brandenburg, hvor Grünheide ligger, Jörg Steinbach, fortsat fortaler for fælles overenskomster.

”Det ville selvfølgelig være godt, hvis IG Metall (den tyske fagforening, red.) og Tesla kunne blive enige om en fælles overenskomst - eller i det mindste drøfte det. Det vil give mange fordele til begge sider,” har Jörg Steinbach tidligere sagt til det tyske nyhedsbureau dpa.

Derudover har IG Metall tillid til, at der vil komme overenskomstforhandlinger i Tesla.

Ifølge egne tal producerer Tesla i øjeblikket mere end 250.000 elbiler årligt i Grünheide, hvor der er omkring 11.500 ansatte.

Til sammenligning har Tesla Danmark seks værksteder i herhjemme. Et syvende Tesla-værksted er på vej i Køge. Der arbejder omkring 150 lønmodtagere på de danske Tesla-værksteder.

Dansk Metal er ikke den eneste organisation, der vil henvise Tesla til at samarbejde med fagforeninger.

Siden slutningen af oktober 2023 har der i Sverige været strejke mod Tesla.

Det skyldes, at bilproducenten nægter at indgå overenskomst for sine ansatte i Sverige, der er repræsenteret af den svenske fagforening IF Metall.

I Danmark indledte 3F Transport en sympatikonflikt den 20. december. Det betyder, at der ikke kan sendes Tesla-biler til Sverige via danske havne.

Tidligere er det lykkedes Dansk Metal at få flyselskabet Ryanair til at tegne overenskomst for piloter og kabinepersonale, til trods for at flyselskabets direktør i første omgang var imod det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også