3F: Uber kan ikke løse udfordringer med mobilitet i yderområder

Formand for 3F Transport kalder det hovedløst, hvis Uber tillades i Danmark igen. LA ser stort potentiale.
Jan Villadsen, som er formand for 3F Transport | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Jan Villadsen, som er formand for 3F Transport | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Uber eller lignende platforme kan ikke løse de udfordringer, der er med kollektiv mobilitet i yderområderne i Danmark.

Det mener Jan Villadsen, som er formand for 3F Transport.

”Jeg kender ikke til andre steder, hvor Uber fungerer i tyndt befolkede områder. Det fungerer der, hvor der er rigtig mange mennesker at køre med. Så det tror jeg ikke, er en løsning,” siger han.

Transportminister Thomas Danielsen (V) åbnede i et interview med Politiken lørdag for at diskutere et comeback til Uber i Danmark.

”Uber kan helt sikkert løse mange mobilitetsudfordringer. Men jeg lægger mig ikke fast på nogen modeller,” sagde ministeren til avisen.

Tilbage i 2017 lukkede kørselstjenesten i Danmark, fordi virksomhedens forretningsmodel blev gjort ulovlig med taxiloven.

Og det vil være ”hovedløst” at tillade tjenester som Uber at drive forretning i Danmark igen, mener Jan Villadsen.

”Jeg synes, man skal huske, at da Uber var her sidst, viste det sig, at 99 procent af dem, der kørte, ikke havde betalt skat. Og mange var på overførselsindkomster ved siden af. Det er nogle mærkelige tilstande at indføre i Danmark igen,” siger han.

Skat kontrollerede oplysninger fra i alt 1195 ud af 1799 chauffører, der kørte for Uber fra oktober 2014 til udgangen af 2015. I 99 procent af tilfældene fandt myndigheden fejl og mangler, oplyste Skat i 2018.

Regeringen har nedsat et ekspertudvalg, som skal komme med forslag til, hvordan nye kollektive transportløsninger kan understøtte mobiliteten i hele Danmark.

Arbejdet forventes at være færdigt i slutningen af 2024.

Transportordfører fra Liberal Alliance, Jens Meilvang, tror, at Uber og andre lignende platforme kan være med til at løse, de udfordringer, der er i yderområder.

”Der mangler taxakørsel i yderområderne generelt. Der, hvor der ikke går en bus længere, kan det være en del af løsningen, at naboens søn kan tjene en skilling på at køre en ældre til lægen,” siger han.

Liberal Alliance foreslår at åbne for, at tjenesten først kan vende tilbage i yderområderne og senere åbne for de store byer.

Risikerer vi ikke, at så snart der bliver åbnet for de store byer, så flytter alle chaufførerne dertil?

”Jeg tror stadig, der vil være en ung mand eller en pensionist, der gerne vil tjene en ekstra skilling i yderområderne. Så jeg tror, at der stadig vil blive kørt der,” siger Jens Meilvang.

Jan Villadsen fra 3F Transport så hellere, at man stedfæstede nogle af de taxabevillinger, der gives i dag. Derudover så han gerne, at andre former for kørselstilbud som eksempelvis dem, der kører skolebus, også kan køre taxa.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også