S-ordfører erklærer sig helt uenig i ministers Uber-melding

Anders Kronborg, skatteordfører i S, har bestemt ikke samme holdning til Uber som transportministeren.
Foto: Ondrej Deml/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Ondrej Deml/AP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det slår gnister i regeringspartierne i spørgsmålet om, hvorvidt kørselstjenesten Uber skal have muligheden for igen at komme til Danmark.

Socialdemokratiets skatteordfører, Anders Kronborg, langer nu ud efter transportminister Thomas Danielsen (V), der har luftet tanker om et eventuelt comeback til Uber eller lignende kørselstjenester.

Til Ekstra Bladet siger Anders Kronborg, at Danielsen ”skulle tænke sig lidt mere om, inden han kommer med sådan en bombastisk udmelding”.

Kronborg mener, at Uber i årene 2014-2017, hvor tjenesten fungerede i Danmark, skabte en skæv konkurrence:

”Derfor siger jeg selvfølgelig nu, at jeg ikke er tilfreds med, at transportministeren nu lufter, at Uber skal tilbage,” siger skatteordføreren til Ekstra Bladet.

Det var i Politiken, at Thomas Danielsen i weekenden ikke ville udelukke et comeback til Uber.

”Uber kan helt sikkert løse mange mobilitetsudfordringer. Men jeg lægger mig ikke fast på nogen modeller,” sagde han til avisen.

Uber lukkede i Danmark i 2017 på grund af en række krav i taxiloven.

Ifølge Thomas Danielsen har buskørsel i dele af landet længe været brugt som en uholdbar transportløsning.

Ministeren mener, at der skal andre løsninger som eksempelvis flextrafik, delebiler og samkørsel til.

Regeringen har nedsat et ekspertudvalg, som skal komme med bud på, hvordan nye kollektive transportløsninger kan understøtte mobiliteten i hele Danmark.

Arbejdet forventes at være færdigt i slutningen af 2024.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også