Flere passagerer giver DSB overskud på 425 mio. kr.

DSB’s overskud steg 85 procent til 425 mio. kr. i 2023, viser regnskab. Skyldes dels orangebilletter.
”Det er positivt, at kunderne har tilvalgt toget, selv om der i perioder har været en utilfredsstillende punktlighed i fjern- og regionaltog,” siger DSB topchefen, Flemming Jensen, i en kommentar. | Foto: Nichlas Pollier/Ritzau Scanpix
”Det er positivt, at kunderne har tilvalgt toget, selv om der i perioder har været en utilfredsstillende punktlighed i fjern- og regionaltog,” siger DSB topchefen, Flemming Jensen, i en kommentar. | Foto: Nichlas Pollier/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Flere har i løbet af 2023 rejst med DSB. Blandt andet derfor kan DSB se sit overskud tage et spring.

Før skat har selskabet tjent 425 mio. kr. Det er cirka 85 procent mere end året før.

Det viser DSB’s årsregnskab, som er blevet offentliggjort torsdag.

Resultatet er positivt påvirket af en erstatning på omkring 200 mio. kr. fra en tidligere leverandør, skriver DSB.

Antallet af rejser nåede i løbet af året 162 millioner, hvilket er ni procent mere end året før.

Når det kommer til punktligheden, kører S-togene oftere til tiden end andre tog.

Den såkaldte kundepunktlighed for S-togene lander på 96 procent i 2023.

Det vil sige, at 96 procent af passagerne i S-tog nåede frem til deres endestation inden for 2 minutter og 59 sekunder i forhold til køreplanen.

Det er ifølge DSB selv et historisk højt niveau, og to procentpoint højere end året før.

Anderledes ser det ud for fjern- og regionaltog. Her er 70 procent kommet frem til deres slutdestination med mindre end tre minutters forsinkelse.

I trafikkontrakten mellem DSB og Transportministeriet er der et mål om, at kundepunktligheden ikke skal være under 75 procent.

En ud af ti kunder er kommet frem med mere end ti minutters forsinkelse.

Ifølge regnskabet er det særligt fra andet kvartal og frem, at der har været problemer med forsinkede tog. Det skyldes ifølge DSB, blandt andet at der har været mange fejl på gamle signaler.

Flemming Jensen, som er administrerende direktør i DSB, bemærker, at DSB er tilbage til kundeniveauet fra før corona.

”Det er positivt, at kunderne har tilvalgt toget, selv om der i perioder har været en utilfredsstillende punktlighed i fjern- og regionaltog,” siger han i en kommentar til regnskabet.

Det er blandt andet et stort udbud af de billigere orangebilletter, som har lokket flere passagerer om bord på togene, skriver DSB.

I 2024 vil selskabet forsøge at få endnu flere med om bord ved at øge antallet af orangebilletter over Storebælt med en million til otte millioner i alt.

DSB er ejet af staten. Selskabet har besluttet at udbetale 180 mio. kr. i udbytte for 2023.

For nyligt talte MobilityWatch med Flemming Jensen om DSB’s punktlighed. Læs mere herunder:

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også