Bødekrav på over 900.000 kroner til SAS i sag fra coronakrisen

SAS gør alt for at undgå at stå til ansvar for overtrædelse af regler, mener anklager fra Københavns Politi.
SAS beder dommeren om frifindelse | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
SAS beder dommeren om frifindelse | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

SAS bør idømmes en bøde på 913.500 kroner, lyder kravet fra en anklager mandag i Københavns Byret.

Selskabet er tiltalt for at have overtrådt en regel under coronakrisen i foråret 2021. I alt 63 passagerer blev fløjet til lufthavnen i Kastrup uden at have en gyldig covid-test.

I sin procedure fremhæver senioranklager Camilla Nørlev, at flyselskabet er en professionel aktør, som kan ”forventes at have styr på det”.

”SAS gør alt for at undgå at stå til ansvar for overtrædelser af lovgivningen,” konkluderer hun.

Men SAS beder dommeren om frifindelse. Det er der ”en lang række stærke juridiske grunde” til, siger selskabets forsvarer.

I alt drejer straffesagen sig om 20 ankomster, hvor folk kom rejsende fra Malaga, Frankfurt, Barcelona og andre steder.

En enkelt flyvning drejer sig om 35 passagerer, der var steget om bord i Palma på Mallorca. I København skulle de skifte til et fly til Stockholm.

Ifølge reglerne skulle de rejsende have en test, som var mindre end 24 timer gammel.

En tidligere såkaldt prøvesag mod SAS endte med frifindelse. Anklagemyndigheden valgte dog ikke at anke dommen til landsretten, og netop det cirkler selskabets forsvarer, advokat Hans Jakob Folker, om i sit indlæg.

”Bordet fanger, siger han i et retslokale på størrelse med en dagligstue.”

”SAS måtte have en forventning om, at der ikke ville blive rejst en sag,” siger advokaten, der har selskabets juridiske chef, Uffe Krempel, ved sin side.

Forventningen skyldes især, at forholdene i den aktuelle sag med de i alt 63 passagerer lå forud for det tidspunkt, hvor tiltalen i prøvesagen blev rejst.

Forsvareren mener også, at anklagemyndigheden har forbrudt sig mod princippet om, at ens sager skal behandles ens. Anklagemyndigheden har opgivet at føre sag mod otte andre flyselskaber.

Men disse sager drejede sig kun om en enkelt eller et par passagerer, gør senioranklageren opmærksom på.

Fra de to parter hører dommeren forskellige fortolkninger af reglerne. Også kravene til bevis er der uenighed om.

Således hæfter SAS sig ved, at samtlige passagerer blot var i transit, og selskabets forsvarer pointerer, at anklagemyndigheden med sin tiltale er gået videre, end det egentlig var formålet med reglerne.

I det tungeste forhold med de 35 passagerer fra Mallorca viser en intern mail i SAS, at paskontrollen i telefonen tilsyneladende skulle have sagt god for, at de ikke var testet.

Men selv hvis det faktisk er sket, er det ingen gyldig undskyldning, mener senioranklageren. For i givet fald ville en sådan besked være i strid med lovgivningen.

I retsmødet kaster anklageren et lys over andre sanktioner til SAS. 35 gange har selskabet fra april 2021 og frem til februar i år fået bøder for blandt andet at have bragt udlændinge uden pas eller visum til Danmark.

Dommen afsiges 8. april. At der går tre uger skyldes både påsken og ”sagens karakter”, lyder det fra dommerpodiet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også