Københavnsk taxaselskab lægger an til offensiv i Aarhus og Odense

”Vi skal absolut kapre markedsandele,” siger Per Baltsen, adm. direktør i Taxa 4x35, efter selskabet for nylig har entreret Fyn og Jylland.
Dette forår har Taxa 4x35 entreret både Aarhus og Odense, hvor man har indsat 10 biler i begge byer | Foto: PR / Taxa 4x35
Dette forår har Taxa 4x35 entreret både Aarhus og Odense, hvor man har indsat 10 biler i begge byer | Foto: PR / Taxa 4x35

Taxa 4x35 har mere end 100 år på bagen som københavnsk taxaselskab, men i år har man valgt at udvide til både Aarhus og Odense.

Det fortæller adm. direktør Per Baltsen i et interview med MobilityWatch.

”Vi skal absolut kapre markedsandele,” siger han.

Taxadirektøren er klar med et konkret mål for, hvor meget aktivitet han venter fra den geografiske udvidelse, der samtidig taler ind i den overordnede strategi for selskabet.

Tilbage i plus

Offensiven kommer, efter Taxa 4x35 fik vendt to år med underskud til overskud i sit regnskab for 2023.

Her lød driftsresultatet på et plus på 4,1 mio. kr. mod et minus på 6 mio. kr. året før. Bundlinjen beløb sig til 2,7 mio. kr. efter at have vist et underskud på 6,4 mio. kr.

Samtidig var det også det første hele år under Per Baltsens ledelse. Han blev indsat i oktober 2022 efter et stort opgør på de indre linjer i organisationen.

På en ekstraordinær generalforsamling i 2022 var bl.a. daværende bestyrelsesformand Muhammad Aslam, der som beboerformand i Mjølnerparken har fået tilnavnet ”Kongen af Mjølnerparken”, blev væltet efter bred utilfredshed i taxasammenslutning. 

Nu er det imidlertid nye tider hos Taxa 4x35, slår Per Baltsen fast.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Dette forår har man således entreret både Aarhus og Odense, hvor man har indsat 10 biler i begge byer.

For nuværende kører bilerne rundt ”på må og få” for at afsøge, hvor der er mest aktivitet og efterspørgsel efter taxaer, fortæller direktøren. 

Men på sigt er det meningen, at tilstedeværelsen i landets anden- og tredjestørste byer skal gøre det muligt for taxaselskabet at indgå større erhvervsaftaler.

”Vi skal styrke vores aftaler med erhvervsvirksomheder og hoteller i Storkøbenhavn, og det skal vi også videre med i Aarhus og Odense,” siger Per Baltsen.

Taxa 4x35 har skruet på strategien i forhold til erhvervskunder under Per Baltsens ledelse, fortæller han videre. 

Satser på fordobling

Det indebærer, at man går efter længere kontrakter, som gerne skal være omkring to års varighed i stedet for 3-6 måneder, som han hidtil har gjort. 

Her har man i taxaselskabet oplevet, at flere kunder efterspørger større aftaler, der ikke kun dækker København, men også flere af landets byer.

Det vil man nu forsøge at efterkomme i højere grad med entreen i det østjyske og på Fyn. Konkret sigter Taxa 4x35 mod at have fordoblet antallet af biler inden årets udgang.

”Vi skal meget gerne op på i hvert fald 20 biler hvert sted i 2024,” siger Per Baltsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også