Teslas aktionærer godkender – igen – enorm lønpakke til Elon Musk

Afstemningen kom i kølvandet af, at en amerikansk domstol i januar underkendte Elon Musks lønpakke, da den blev anset for at være overdreven og ikke i aktionærernes interesse.
Som medstifter og administrerende direktør for Tesla er Elon ansvarlig for produktdesign, konstruktion og global produktion af virksomhedens elbiler, batteriprodukter og solenergiprodukter. | Foto: Mario Anzuoni
Som medstifter og administrerende direktør for Tesla er Elon ansvarlig for produktdesign, konstruktion og global produktion af virksomhedens elbiler, batteriprodukter og solenergiprodukter. | Foto: Mario Anzuoni
af marketwire

Aktionærerne i Tesla har torsdag atter en gang godkendt en enorm lønpakke til topchef Elon Musk. Samtidig besluttede ejerne sig for, at selskabets hovedkvarter nu flyttes til Texas fra delstaten Delaware.

Topchef Elon Musk havde tidligere torsdag på det sociale medie X skrevet, at hans lønpakke ville blive vedtaget, og det sendte aktien op torsdag med 2,9 pct.

Begge beslutninger vil styrke Tesla-bestyrelsens kamp for at give Elon Musk den tidligere aftalte kompensation på op mod 56 mia. dollar i aktieoptioner. Værdien af optionerne er dog faldet tilbage den senere tid og ligger nu nærmere 48 mia. dollar.

Torsdagens afstemning kom i kølvandet af, at en domstol i netop Delaware tidligere i januar i år underkendte Elon Musks lønpakke, da den blev anset for at være overdreven og ikke i aktionærernes interesse.

”Registrer aldrig dit selskab i staten Delaware,” skrev Elon Musk kortfattet bagefter på X.

Delaware har ellers været en foretrukken stat at lade selskaber registrere. Ifølge Forbes er 68 pct. af alle Fortune 500-selskaber registreret der, ligesom at 93 pct. af alle børsnoteringer har base i Delaware. Delstaten foretrækkes for sin skatte- og selskabspolitik foruden andre selskabsfordele.

I sidste uge afviste Tesla også et krav fra de advokater, der i første omgang havde vundet over Tesla i sagen i Delaware om et salær på 5,2 mia. dollar.

Det er ”den højeste timeløn i historien” påpegede koncernen, som i stedet finder en betaling på 13,6 mio. dollar for at være mere passende.

Elbilproducenten har beregnet, at salærkravet svarer til en timeløn på 288.000 dollar, og det vil, hvis det imødekommes, gøre advokaterne til den tredje største aktionær i selskabet, da betalingen skal ske i aktier.

”Denne sag krævede ikke de herkuliske anstrengelser, der kunne retfærdiggøre den mange gange højeste timeløn i historien,” skrev Tesla i en meddelelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også