MobilityWatch

Heunicke: Ny coronavariant medfører ikke flere restriktioner

Ingen har interesse i, at vi skal lukke Danmark ned igen, siger minister efter fund af variant i Danmark.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) | Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

En ny variant af coronavirus ved navn Omikron, som søndag er blevet bekræftet hos to smittede i Danmark, giver ikke anledning til at indføre yderligere restriktioner i det danske samfund.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) søndag aften.

"Det er ikke noget, vi overvejer konkret på nuværende tidspunkt," siger han.

Han siger, at de restriktioner, der senest er aftalt i Folketinget, er det, som regeringen og myndighederne mener, er "tilstrækkeligt". Det gælder for eksempel coronapas.

Fra mandag er der desuden krav om, at man skal bruge mundbind i alle butikker og i offentlig transport.

"Det er det, vores myndigheder og vi mener er tilstrækkeligt, i den situation vi står i nu. Det er en uforudsigelig tid, og det understreger denne her nye variant jo også."

"Vi har sagt åbent, at vi følger det her meget tæt, og vi gør, hvad der skal til, når det skal til. Der er ingen, som har interesse i, at vi skal lukke Danmark ned igen. Hele strategien er, at vi skal have et åbent samfund, hvor vi har smitten under kontrol," siger han.

Indtil videre arbejder myndighederne på at holde den nye coronavariant for døren så længe som overhovedet muligt.

Der er nemlig meget, som tyder på, at den er mere smitsom end Delta-varianten. Det er den, der lige nu dominerer i Danmark.

Det er dog ikke muligt helt at undgå, at den spreder sig i det danske samfund, siger ministeren.

"De to sidste varianter, der overtog, overtog jo faktisk meget, meget hurtigt."

"Hvis den er mere smitsom, vil den efter al sandsynlighed få overtaget, og så er det helt afgørende, at vi får forsinket introduktionen," siger Magnus Heunicke.

Indsatsen kan også betyde, at der inden længe kommer flere restriktioner for rejsende til Danmark.

I første omgang er rejserestriktionerne for tilrejsende fra syv afrikanske lande blevet skærpet med anbefaling om test og isolation efter indrejse i Danmark.

Det kan også komme til at gælde flere lande, siger Magnus Heunicke, som dog ikke kan sige mere.

Hvilke konsekvenser spredningen af Omikron kan få i Danmark, kan ministeren heller ikke komme nærmere ind på. Det afhænger for eksempel af, hvordan virusset spreder sig, og hvor smitsomt det viser sig at være.

Magnus Heunicke har dog en klar opfordring til borgere i Danmark - nemlig at flest muligt lader sig vaccinere mod coronavirus.

"For den almindelige befolkning er der en ting, vi skal bruge denne her tid til, mens vi forsinker introduktionen af Omikron. Det er at lade sig vaccinere, at lade sine børn vaccinere og få det tredje stik, hvis man er inviteret til det," siger han.

Trussel om ny covid-19-variant sender leveringstjenester til vejrs 

EU vil have indrejseforbud fra seks afrikanske lande 

Mere fra MobilityWatch

Radikale vil have ladestandere i al nybyg

Ønsket om at eje en elbil er ikke kun eksisterende i parcelhuskvartererne. Sådan lyder det fra radikal boligordfører, der vil stille krav om ladestandere i alle nye boligbyggerier.

Læs også

Relaterede